Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. 1870. — Taine — Renan — Flaubert — Dumas — E. og J. de Goncourt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livsførelse mødte sin Bekræftelse i de Skæbner, de fik Lejlighed
til at beskue: Kunsten kræver Ensomhed, hvis den ikke skal gaa
til Grunde.
Og ligesom Grundlaget for deres Kunst, baade Indholdet og den
Maade, paa hvilken det skaffedes til Veje, er skabt af denne Ensom-
hed, saaledes farves ogsaa Formen deraf. Der har i den franske
Kritik staaet en hidsig Kamp om denne Form, der forsvares og an-
gribes med al den Iver, Franskmænd lægger for Dagen i formelle
Spørgsmaal. Bourget samler meget klart de forskellige Standpunk-
ter i denne Udtalelse:
„Da jeg traadte ud af Skolen og endnu i mit Øre havde Klan-
gen af Sallusts stærke og Livius’ mandige Sprog, forekom deres
Stil mig utaalelig. Senere og under det første Indtryk af Pariser-
livet, der paavirkede mit Nerveliv, betog den mig i den Grad, at
jeg fandt enhver Prosa, der ikke lignede denne Rhetorik, uudholde-
lig. Nu ser jeg, synes jeg, tydeligere paa den Kunsttheori som
denne Brødrene Goncourts Prosa indeslutter tydeligere og ogsaa
med større Kulde. “
I denne Bourgets Udtalelse afspejler sig i Virkeligheden tre Ge-
nerationers Stilling til Goncourts Stil: Klassikernes Dyrkere, der
foragter den; de moderne, som efterligner den; Mellemstadiet, som
bedømmer den.
Derfor skriver Bourget som sin Anskuelse: „Denne Stil har sin
Begrænsning i det, som er dens Eksistensberettigelse. Den svarer
fuldstændigt til visse Tilstande i Aandslivet og af denne Grund sva-
rer den ikke til andre. Brødrene Goncourt har haft Ret til at an-
vende den, fordi den var nødvendig for dem til Optegnelsen at deres
Indtryk." Lemaitre udtrykker det samme med større Klarhed (thi
Bourgets lidt naive Skolemesterveltalenhed i disse Essays afdækker
kun med Langsomhed hans Meninger, ligesom en Akademiker, der
’ med uhyre Værdighed afslører et Monument), Lemaitre siger liv-
fuldt og malende: „De modtager af den Virkelighed, der omgiver
dem, samme Indtryk som Maleren, naar han er vildest modtagelig
for Farverne og det rent maleriske, og dette Indtryk fordobles hos
dem derved, at den særligt litterære Følelse kommer til. De indgaar
det Væddemaal, at de med de skrevne Sætninger vil give et Ind-
tryk af de Farvetoner, Nuancer og Linjer, som kun Penslen kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
