Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. 1870. — Taine — Renan — Flaubert — Dumas — E. og J. de Goncourt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kes saa meget smerteligere, som hele Interessen er vakt for denne
lille overfladiske Skuespillerinde, der piner sin Mand, den nervøse
Skribent, til Vanvid, og for denne stærke, vildt hensynsløse Jødinde,
Modellen, der tvinger Maleren, som et Øjeblik har elsket hende, til
Ægteskab og Underkastelse. Denne Brist i Sjæleskildringen træder
grelt frem i det eneste moderne Skuespil, de skrev, Henriette Maré-
chal, som beredte dem lutter Kvaler, fordi de ikke kunde forstaa
dets Umulighed uden at erkende Manglerne i hele deres øvrige
Produktion, og den kan i disse Bøger dokumenteres rent haandgri-
behgt, hyis man vil udregne, hvor ringe Plads de herhen hørende
Skildringer indtager i Forhold til alt det øvrige. I Manette Salomon
nævnes Manette f. Eks. først paa Side 177, henimod Midten af Bo-
gen. Derimod gengives atter og atter de unge Forfatteres og Kunst-
neres Debatter om kunstneriske Spørgsmaal, og i Skildringen af
disse Mænd findes talrige Portrætter. Disse Skildringer har erobret
sig deres Plads med det Levendes Ret. De er Brødrene Goncourts
egentlige Forfatterskab. I disse Samtaler og i de ni Bind Dagbøger, ’
der er fyldte af saadanne løse Rids, Samtaler ved Middags-
bordet, flygtige Indtryk af Livet, der jager forbi, har disse to Skri-
benter nedlagt deres hele Væsen. Den Modstand og Spot, hvormed
disse Dagbøger blev modtagne, da Edmond de Goncourt udgav dem,
ramte derfor deres hele kunstneriske Eksistens i Hjertet. Her havde
de givet det eneste, de havde at give: en Iagttagelse, der jo mere
skærpet den blev, udelukkede dem mere og mere fra Livet, og
som de betalte med deres Lykke og Livsglæde, en Iagt-
tagelse, der var saa forfærdelig i sit Tyranni, at den endog tryk-
kede Edmond Pennen i Haanden, da han i den dybeste Smerte
sad ved sin Broders Dødsleje.
Alle Hovedpersonerne i Goncourts Bøger dør i Fortvivlelse,
havde alle Betingelserne for at blive lykkelige, stærke Mennesf
men de møder deres Skæbne i det Liv, som ingen kan stænge
ude fra, som oftest er det Kærligheden, der dræber dem, navr
hvis de er Kunstnere: baade Kvinden og Manden drager den Kur
ner eller Kunstnerinde, de elsker, bort fra det evige Arbejde rr
de højeste Maal, der er Kunstnerens eneste Lykke (Charles Demc
ly, Manetie Salomon, Les fréres Zemganno, La Faustin). Deres eg
*Poul Levin: Den naturalistiske Roman
/
i
V .
1
S
u
10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
