Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Landsskolen i tiden 1814—1859 - 5. Ole Vig og folkeoplysningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 19 —
omstændigheter som hadde gjort og gjorde, at
folkets oplysning hos os ikke kunde siges at
være saa liten endda. Om vi end i
aarhundreder stod under fremmed herredømme, saa
har dog den norske bondestand altid været en
fri og selvstændig stand, og dette har git dem
en viss selvfølelse, som netop er en av
betingelserne for, at oplysningen rigtig skal trives.
Hertil kommer at landets natur og
næringsveier har vænnet folket til omtanke og
virksomhet, men fremfor alt den politiske frihet,
som vi nu har hat i 40 aar. Hvor der er
politisk frihet, kirkelig og personlig frihet, der
maa oplysningen skride frem.
Det andet spørsmaal som var reist i
forsamlingen lød: Hvorledes kan man
hensigtsmæssig virke til hos folket selv at fremkalde
en levende erkjendelse av almuskolens brøst og
en kraftig stræben efter at fjerne dem?
Diskussionen mundet ut i følgende uttalelse:
„Denne forsamling opfordrer de mænd, som
føler sig overbevist om nødvendigheten av
indgripende forandringer i vort almuskolevæsen,
til ved foranstaltning av offentlige diskussioner
om dens anliggender at stræbe at vække folkets
interesse for saken, og til ved undersøkelse av
almuskolens tilstand paa de forskjellige steder
at forberede avhjælpelsen av dens brøst."
Folkeoplysningsselskapets grundlæggere
indsaa, at en sund oplysning manglet, dels paa
høiderne, men endmere nede i folkedypet. Den
litteratur som samtiden eiet indeholdt jo mange
fortrinlige oplysningsskrifter, men de naadde
aldrig ned til at bli kundskapskilder for de mange
tusener. De hadde vitebegjærlighet nok, men
læsefærdigheten manglet. Ole Vigs
levnets-tegner O. Arvesen mener at Vig, før nogen
anden, klart saa at forutsætningen for en bedre
oplysning i de brede lag manglet, at her var
plads for den store gjerning som syv aar
senere de første folkehøjskoler, og endnu senere
andre ungdomsskoler, tok op.
„Kunde jeg faa reise om i bygderne," sa
Vig, „og tale for folk, det skulde bli andet til
vækkelse; det skrevne ord, hvor godt det saa
kan være, monner ikke mot det mundtlige ord,
naar det gjælder at vække et folk tillive, vække
interesse for noget stort og godt Her var saa
forfærdelig megen dorskhet i landet, — gode
hoder og udmerkede kræfter, men de kunde
saa litet se utover sit allernærmeste. Han talte
da ofte om hvor herlig det vilde være om det
i alle fald i de større distrikter kom istand
skoler for voksen ungdom, 20 til 30 aar gamle,
ja ældre ogsaa. „Hadde jeg penger," sa han,
„skulde jeg forlate dette skriftlige og straks
begynde en saadan, helst oppe paa Lillehammer
eller nede paa Hedemarken, hvor folk har raad
til at la sine unge mænd bekoste saadanne
halv-aarlige oplysningsmøter.’
„Hans varme uttalelser om denne sak,"
siger O. A., „frembragte dog 7 aar efter
Sagatim folkehøjskole, altsaa begyndelsen til de
ungdomsskoler han længtet efter".
Som vi vet blev Ole Vigs hovedvirke i de
sidste aar av hans korte livsbane et virke med
pen, ikke med mund. Herom bærer de seks
første aarganger av „Folkevennen" (1852—57)
det sterkeste vidnesbyrd i en lang række
artikler fra hans haand, foruten hans andre skrifter.
Ved siden av sin virksomhet i
folkeoplysnings-selskapet gik Vig ogsaa i 1853 igang med et
tidskrift, viet landets skolevæsen: „Den norske
folkeskole,"®) „sikkerlig det ypperste i den
retning der endnu er utkommet i Norge". (O. A.)
Her skrev han ogsaa en mængde artikler for
at sætte lærerne ind i de skolespørsmaal av
forskjellig slags som dengang var oppe i tiden
og gi dem veiledning i bedre
undervisningsmetoder. O. A. mener, at Vig gjennem sit
skoleblad i fortrinlig grad vakte de norske
folkeskolelærere til den rette standsbevissthet, og
derigjennem la grundvolden til den lederstilling
som en stor del av disse lærere indtok i tiden
fra 50 til 70-aarene og tildels endnu indtar paa
saa mange omraader rundt i bygdene. I
samhøve med dette hans arbeide i skolebladet staar
Vigs utrættelige vækkergjerr.ing for at samle
sine standsfeller til møter hvor det mundtlige
ord kunde virke. Paa disse møter var det
altid stor glæde naar han kom, ofte efter en
fotvandring paa over 50 mil. „Det blev da
noget at høre paa og liv i forhandlingerne.
Med stor veltalenhet var det især to hoved-
*) Hans medredaktører var overlærer K. Knutsen og
lærerne P. Andresen og S. Knudsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
