Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Landsskolen i tiden 1814—1859 - 5. Ole Vig og folkeoplysningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
tanker lian stadig holdt frem, nemlig at lærerne
fik øinene op for at deres gjerning maatte staa
i levende sammenhæng med det hele folk, hvis
barn og ungdom de skulde opdra, og dernæst
at lærerne overalt maatte ha forældrene og
hjemmene med sig, og undgaa alt som truet
med at skille skole og hjem. Derfor stillet han
altid det krav, at folk av alle stænder, og
lærere fra alle slags skoler, skulde være med i
disse stevner."
Ole Vigs navn er da vokset slik sammen
med vor folkeskole og folkeoplysningen i vort
land at, selv i en kort historisk oversigt, bør
nogen ord av den minderune O. Arvesen har
ristet over sin ungdomsven ikke savnes.
„Skulde vi i nogle træk angi, hvori denne
merkelige folkelærers desværre alt for
kortvarige arbeide bestod, og hvad der altsaa var
Guds ærende med ham i vort folk, da tænker
jeg dette nærmest kan uttrykkes paa følgende
maate: Han var en utmynter for det menige
folk av den rigdom av aandsmetaller. der fra
aarhundredets begyndelse og særlig efter landets
gjenreisning var bragt op i dagens lys. De var
folkets gamle eiendom, men henlaa forglemte
og ubrukte, indtil de mægtige kræfter og
ihærdige granskeraander som selvstændigheten hadde
frembragt, efterhaanden hentet dem frem fra
folkedypet. En Jacob Aall, P A. Munch og
Rudolf Keyser paa historiens side, en
Wergeland, Welhaven og Ole Bull som poesiens og
kunstens ypperste, en Aasen som folkemaalets
og en Landstad og Lindemann som den gamle
folkepoesis og tonekunsts granskere — var hver
i sit strøk de store begyndere til at faa
gjenreist folkeminderne og faa vakt begeistring for
de skatter disse indeholder. Folkets glæde
over at ha fundet sig selv igjen og paany være
blit sin egen herre i det land, der engang hadde
huset saa gjæve fædre og været vidne til saa
mange stolte begivenheter, — denne
nyreisnin-gens brusende foraarsjubel i folket vakte
selv-sakt lysten til at finde frem alt gammelt og
godt. — Det vældige grep disse foregangsmænd
gjorde ind i nationens gamle skatkamre var saa
stort og prisværdig, at uten disses arbeide vilde
den politiske reisning i 1814 ikke paa langt
nær faat de følger den fik. Et aandsreist folk
er nemlig noget meget mere end et, der bare
politisk har fundet sig selv igjen. Det hjælper
litet at legemet kan reise sig efter en langvarig
sygdom, hvis sjælen og aandskræfterne
fremdeles ligger dorske derinde.
Men, som allerede før nævnt i en anden
forbindelse, dette aandslivets, mindernes,
poesiens og kunstens reisningsarbeide, kom i
virkeligheten bare et litet mindre tal tilgode; det
var og forblev igjennem en menneskealder kun
den saakaldte „overklasses" eiendom. Det store
menige folk fik som regel kun høre et og andet
derom paa lang avstand, ja den største mængde
blev vistnok paa yderst faa undtagelser nær
ganske uvidende om, hvad der saaledes
foregik paa samfundets høider, og som glædet og
oplivet de mænd, kvinder og slegter, der fik
nyte av goderne. Og dog var det saavist Guds
mening, at det altsammen skulde være til det
hele folks gavn. Her trængtes derfor
utmynt-nere, der magtet den skjønne kunst at gjøre
disse livskapitaler tilgjængelig for alle, ja ikke
bare tilgjængelige, men kjendte og kjære. De
maatte gjøres tilgjængelige, ja saa at si trænges
ind paa sindene i et sprog saa folkelig og med
et fynd saa sterkt og med et humør saa varmt
at alle vilde læse det, eller om de ikke selv
kunde læse det, saa høre det læst. — Den
ypperste som man — jeg tror indtil denne dag —
har fundet til dette bruk var læreren ug
folkeskribenten Ole Vig. Klar forstand og megen
kundskap, varmt fædrelandssind og dypt
religiøst alvor i forbindelse med en udmerket
fremstillingsevne — fandtes hos denne mand
forenet, som hos faa jeg har kjendt.
Jeg nævnte, at Vig var en dypt religiøs
natur. Skjønt han vistnok i alt sit arbeide gjorde
det til en hovedsak at fremme al sand
men-meskelig og folkelig oplysning, saa var det dog
saa langt fra at han under dette lot
kristendommens lys og liv ute av betragtning, at han
tvertimot stadig erkjendte at det ene kunde
aldrig betragtes eller behandles ret uten i
levende forbindelse med det andet. Han stræbte
derfor altid at holde frem og paavise den
mægtige indflydelse kristendommen overalt har hat
paa de folkefærd til hvilke den var kommen
- hvorledes den ikke alene har kastet et vid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
