Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Landsskolen i tiden 1814—1859 - 5. Ole Vig og folkeoplysningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 18 —
for at faa fat i „Folkevennen" og læse den.
De samledes gjerne søndag eftermiddage, het
det, og en og anden av de dueligste læste da
høit, og de diskuterte bakefter. Saker som de
fleste av dem før ikke hadde tænkt paa, vakte
deres opmerksomhet og blev gjenstand for
diskussion. Der dannet sig sammenkomster her
og der i grænderne om „Folkevennen"; man
længtet efter dens komme og efter
fortsættelsen av dette og hint som var paabegyndt. Dette
gjaldt selvfølgelig kun der hvor en og anden
interessert mand stillet sig i spidsen og slog til
lyd for de omkringboende. Saadant meldtes i
generalforsamlingerne fra mange bygder. Jeg
kan da ogsaa godt mindes, at hjemme i min
grænd i Osnø var det samme tilfældet; det var
min far som der var blit den først interesserte;
han fortalte da naboerne omkring at nu hadde
han læst det og det i „Folkevennen", og at
nu maatte de komme hen og høre, saa skulde
han læse mere for dem o.s.v. Det varte ikke
mange ukerne før en hel del av de omboende
bønder kom og hørte paa. Man kunde senere
høre dem spørge om ikke snart nyt nummer
av „Folkevennen" kom, „for det er saa
morosamt aa lye paa det han Ola Vig skriver, det
er saa renspikka greit, at en skjønner det".
Jeg var jo i Kristiania paa den tid, men hver
gang jeg var hjemme om sommeren eller i
juleferien, maatte jeg altid fortælle dem om „han
Ola Vig". „Haastan" kar han var, "haaslags"
folk han var kommen av, „haaslags" lære han
hadde hat, „sea han visste saa mye". Saa
maatte jeg læse høit for dem og „lægge ut",
og enkelte av de fremmeligste i forsamlingen
blev ikke trætte av at spørge og forhøre om
hvordan dette og hint var at forstaa Den
sam-tiJig jevne og varmhjertede fremstilling, de
fyndige uttryk og den folkelige sætningsbygning
tiltalte, Vigs stil mindet om sagastilen,
kortfattet og klar som den var. Naar han skrev,
som naar han talte, var det ut av sin egen
glødende interesse for de saker han vilde faa
lagt sine landsmænd paa hjerte. En tilhører sa
engang: „Det er no rart med det han Vig
skriver, det er akkurat som sat han her og snakka
med os". Ting som man skulde tro laa
umaadelig fjernt fra deres tanker, og som de kanske
heller aldrig hadde hort omtalt for, f. eks.
„Morsmaalet og dets værd", „Historiens
betydning" og lignende, vakte deres opmerksomhet
og interesse, saa der kunde bli hele samtaler
om disse ting. Nu var og er det selvfølgelig
ogsaa av stor betydning, at det skrevne blir
godt og, om jeg tør kalde det saa, levende
forelæst, derved kommer, delvis ialfald, det
skrevne og trykte ord til at indta det levende
ords rolle. — Vig hadde selv i en artikel i 1853
manet til saadanne samlag til fælles oplysning;
han fremholder med stor styrke hvilken
betydning dette vil ha. Vore „ungdomsforeninger"
idag vilde sikkerlig ha tiltalt ham, at sige hvor
de driver virkelig oplysningsarbejde og ikke
bare en eller anden agitatorisk specialitet.
Dog, dette var kun meddelelser fra min
egen hjembygd, men som det var der, saa fik
jeg paa generalforsamlingerne høre at det
ogsaa var paa mange andre steder."
„Folkevennen". som under forskjellige
redaktører blev ved at utkomme like til aar 1900
hadde ikke bare mange udmerkede artikler i
de aarlige hefter. Men dets største fortjeneste
var kanske den lange række av tilleggshefter
som bragte fortrinlig oplysningsstof fra de
forskjelligste Iivsomraader. Vi nævner her blot
to: L. K. Daae: Jordbeskrivelse og Berli n
„Læsebok i naturlære".
Til belysning av Folkeoplysningsselskapets
virksomhet kan tjene det referat „Folkevennen"
for 1855 indeholder under overskriften
„Forhandlinger om almuskolevæsenet", indledet
av lektor Aschehoug og hvori deltok H. Nissen,
Monrad, Vig og Eilert Sundt. Det siger sig
selv at denne diskussion indeholder særdeles
meget av interesse, med saa høit dannede og
indsigtsfulde mænd som ordførere for
oplysningens sak Vi maa dog her indskrænke os til
bare at nævne, at resultatet av forhandlingerne
blev at selskapet enstemmig uttalte som sin
mening at almuskolen hos os ikke svarer til
tidens krav. Men dog er det værd at lægge
merke til H. Nissens indlæg, hvari han sluttet
sig til Aschehougs ord om „den vækkelse,
opdragelse og oplysning som fremkaldes ved et
indholdsrikt folkeliv." Nu hadde vi vistnok ikke
et folkeliv som det engelske, men det var andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
