Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vogler, Georg Joseph - Vognborg - Vogne - Vognfund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun de, der vedrører Orgelet og dets Bygning,
har bevaret nogen Interesse.
W. B.
Vognborg er en Samling af Vogne
(Stridsvogne), dannende en stor lukket Polygon, oftest
Firkant, der i ældre Tiders Krigsføring
anvendtes som fast Punkt i eller bag Slaglinien.
(A. G. N.). O. F.
Vogne. Brugen af V. gaar uden Tvivl tilbage
til den graa Oldtid. Man kan gætte paa, at V.
har udviklet sig af Slæden, idet Menneskene
maa have opdaget, at denne (til Transport af
Stene o. l.) bevægede sig lettere frem, naar
man skubbede en rund Stamme ind under den.
Den ældste Hjultype (uden Eger) synes at
minde om, at Hjulet oprindelig har været udsavet
af en hel Stamme; saadanne Hjul kendes rundt
omkring fra Civilisationens Udkanter. Allerede
i Bronzealderen kendtes dog i Norden Hjul
med Eger og Fælge. Den ældste Vogntype synes
at have været tohjulet, altsaa en Kærre (Ordet
stammer ligesom fransk char og engelsk car
fra latinsk carrus, der dog betyder en firhjulet
Arbejdsvogn; heraf er ogsaa afledet Karet,
Karriol, Karrosse). Fra denne Kærre nedstammer
de fra Ægyptere, Assyrere og Grækere kendte
Stridsvogne, der i den senere Oldtid
ogsaa forekommer i Norden (Braavallaslaget);
ligesaa de romerske tohjulede V. til Rejsebrug
og Væddekørsel. Allerede i den førromerske
Jernalder fandtes dog i Danmark firhjulede V. (jfr.
Vognfund) til religiøst Brug, og saadanne
havde ogsaa forlængst været kendt hos Romerne,
der i det hele med deres ypperlige Vejvæsen drev
det vidt i Brugen af V. — Med Oldtidskulturens
og Oldtidsvejenes Forfald gik det ogsaa
tilbage med Brugen af V. til længere Rejser, der
nu overvejende foretoges til Hest. Dette var
dog ubekvemt især for Kvinderne, og i det
12.—13. Aarh. genoptoges for disses Vedkommende
Brugen af store firhjulede og overdækkede
V. med Omhæng (hængende Karme,
vistnok af lat. carrum); i Europas Udkanter holdt
dog Rideskikken sig, og da den til Sverige
bortgiftede danske Kongedatter i Folkevisen
beklager sig: »Vaare jeg i min Faders Land, da
fin-ge jeg Karm og Køresvend«, faar hun til Svar:
»Sadel af Sølv og forgyldene Mile, saa plejer
de svenske Fruer at ride«. Disse V. var alle
Fjælevogne med Hjulaksen fastgjort direkte til
Vognbunden, og hos de lavere Stænder samt
til Varetransport holdt denne Type sig langt
ned imod Nutiden. Derimod fandt man i 16.
Aarh. paa at ophænge Vognkassen i
Læderremme og anbringe Indgangsdøren paa Siden, og
saadanne Kuskvogne, som de maaske hed
efter den ungarske By Kotsen (fransk: coche,
engelsk: coach), anvendtes snart ikke alene til
Fruervogne, men ogsaa af Mandfolk. De
var i Modsætning til de ældre V., der styredes
af en Rytter ridende paa den nærmer Hest,
forsynet med særskilt Kuskesæde. De maatte
dog kæmpe sig frem mod kraftige Fordomme,
og først i 17. Aarh., da Frankrig overtog den
førende Stilling i slige Modespørgsmaal, blev
disse Karrosser, som de nu kaldtes med et
fra italiensk carroccio laant Ord, virkelig
almindelige hos de højere Stænder, til hvis Gunst
de dog havde farlige Medbejlere i Bærestolene.
I Løbet af Aarhundredet blev det almindeligt
at forsyne dem med Glasruder, og de var ofte
udstyret med kostbart Snitværk, Maling og
Forgyldning. Offentlige Diligencer nævnes i
England fra Aar 1640; i Paris indførtes 1662
tilsvarende Karrosser »à 5 sous«. Som Modstykke
til disse svære og klodsede V. fremkom ved
Aar 1670 Giggen, der var af fransk
Oprindelse og her kaldtes Calèche eller Chaise; den
var en forfinet Udgave af den gamle Kærre, og
fra den nedstammer de norske og holstenske
Karrioler. Selv mindre V. var ofte paa
Grund af Vejenes daarlige Tilstand forspændt
med fire—seks Heste; men i øvrigt skete der
netop med Hensyn til Vejbygning store
Fremskridt i det 18. Aarh. Ved Midten af 18. Aarh.
fremkom forskellige lettere og bekvemmere
Vogntyper, saasom Phaëton, Cabriolet
og Landauer, den sidste benævnt efter Byen
Landau i Pfalz. Denne Udvikling fortsattes
igennem det 19. Aarh.; navnlig anvendtes til
Hyrevogne i Byerne en fra Rusland stammende
Vogntype, Drosken (russisk: drožki).
Vognfjedre af Metal, de saakadte C-Fjedrer
opfandtes i Begyndelsen af 19. Aarh., og denne
Forbedring gjorde det af med de gamle tunge
og upraktiske Karrosser, selv om Bønderne
endnu en Tid lang vedblev at age i Fjælevogne
uden Fjedre. Senere afløstes C-Fjedrene af de
nu brugelige Trykfjedre. Det kan her ikke være
Opgaven at opregne alle det 19. Aarh.’s
forskellige Vogntyper saa lidt som at komme ind
paa Jernbane-, Sporvejs- og Omnibuskørselen
(se disse Artikler). Den mest afgørende
Vending i V.’s Udviklingshistorie var dog
Hestekøretøjernes Afløsning af Automobiler (s.
d.), der tog Fart omkring Aar 1900. (Litt.:
Ralph Strauss, Carriages and Coaches,
their history, their evolution [London 1912];
jfr. Troels-Lund, »Dagl. Liv i Norden i
16. Aarh.«, I).
J. O.
Vognfund fra forhistorisk Tid er ikke
almindelige. De mest bekendte fra Norden er
Dejbjerg-Vognene (s. d.) fra Vestjylland, der
tilhører den førromerske Jernalder,
Aarhundrederne nærmest forud for vor Tidsregning.
De viser allerede høj Udvikling; de er
firhjulede, og Hjulene har svære Nav, spinkel
Hjulkrans med Eger, samt Slidring af Jern. Selv
om dise Vogne er Pragtkøretøjer, med rige
Bronzebeslag; selv om der kun fra en fynsk Grav
kendes Beslag af en lignende Vogn, synes de at
forudsætte, at Brugen af Vogne længe forud
har været kendt; der er da ogsaa paa en
Helleristning fra Bohuslen afbildet en firhjulet Vogn,
som det synes, med Okseforspand. Imidlertid
er der, bortset fra Solbilledets firegede
Vognstel, ikke fra nordisk Omraade fremkommet
ældre V. inden for denne Type. Derimod er der
et Par Gange fundet Hjul af den gamle,
antagelig fra Italien overførte Hjultype, Skivehjulet
med langt, smalt Nav. Selv om disse Hjul ikke
er fundne sammen med andre Genstande,
hvorved de kan tidfæstes, maa de snarest tilhøre
Bronzealderens ældre Afsnit eller være fra
Stenalderen. Hjulet med Eger og dermed
Muligheden for lettere Konstruktioner er uden
Tvivl tilført os Syd fra, og for Øjeblikket synes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
