Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det afskrækkende blev ofte oversukret med lidt
Schönfärberei og gik saa i Publikum,
Storstaden og dens Liv og Skildringer af de
forskellige Samfundsklasser udtømmer dog ikke
de Skrivendes Interesse; Landets enkelte Dele
har sine Særegenheder og sine Mennesker;
Hjemstavnen har sin Hygge, og fra den
udstraaler en Glans, som faar visse Forfattere til
med den som Baggrund i deres Skildringer at
tage Kampen op mod Storstadskultur og
Industrialisme. »I Litteraturen mangler Folkesjælens
Pulsslag. Man maa vælge mellem Folket
eller Litteraturen, mellem Menneskehed og
Kunstner; det er nødvendigt at være fuldt
ud Menneske, at være Litterat er overflødigt,
at være beundret i Berlin W. er mistænkeligt«,
siger en af Hjemstavnsskildrerne Fritz
Lienhard, og Ordene angiver de to Retninger: det
folkelige og det menneskelige. Adolph Barteis,
den partiske Litteraturforsker, hylder
Hjemstavnsskildringen for dens »Volkstum«, dens
Nationalitet; Fritz Lienhard selv er betydelig
friere og skriver ivrigt og for andet end at
underholde; men Ludwig Ganghofer’s og Rudolf
Herzog’s Bøger, de meget læste, er ikke stort
meget andet end kunstlet Underholdning. De store
Navne Gustav Frenssen med den berømte »Jörn
Uhl« (1901), Timm Kröger, Helene
Voigt-Diederichs, Karl Söhle, som skildrer Nordtyskland,
og den tidligt afdøde Mellemtysker Wilh.
Holzammer er derimod inde paa at skildre
Mennesket, men for dem er det ikke altid let at
forene dette med Kunstens Fordring i Henseende
til Komposition, Tendensprædiken o. m. Og
desuden maa nævnes enkelte sydtyske Skildrere
Emil Strauss, Hermann Hesse og Bernhard
Kellermann, som dog ikke bliver staaende ved
Skildring af deres Hjemstavn, men sprænger
ethvert Forsøg paa Gruppering. Georg Hermann
og de to Brødre Thomas Mann og Heinrich
Mann gaar ligeledes uden for Grupperingen.
Nævnes maa tillige den historiske Forfatterinde
og Litteraturhistoriker Ricarda Huch
(hendes ældre Broder Rudolf gaar glat ind under
Begrebet Underholdningsskribent), den
ejendommelige Carl Spitteler og Improvisatoren
Peter Hille og ikke mindst de to
Menneskeskildrere Hermann Stehr og Jacob Wassermann,
som med Rette har fundet den store
Beundrerkreds, hvorimod den sære Ordkunstner
Christian Morgenstern, der virker ved sin Dybde,
og Alfred Mombert med prægtige
historiskmytiske Digtninge, næppe er naaet langt ud
over Tyskland, men dér virker de den Dag
i Dag.
Det 20. Aarhundrede.
1891 var den franske Forfatter Huysmans
traadt op imod Zola til Fordel for en
spiritualistisk Naturalisme, og dermed traadte den nye
Mennesketype lidt efter lidt frem i
Verdenslitteraturen, den socialtinteresserede Kunstner
afløstes af Subjektivisten. Symbolisme,
Nyromantik, Nyidealisme er forskellige Navne for
de Kunstretninger, der fører fra Naturalismen
ind over 90’ernes Litteratur og folder sig helt ud
i det ny Aarhundredes Litteratur.
Som allerede nævnt blev i Tyskland
Friedrich Nietzsche (1844—1900) det hjemlige
Bannermærke, men Ibsen, M. Maeterlinck, August
Strindberg (i hans senere »Drømmespil«) og
Walt Whitman blev de store Paavirkere, indtil
Selvstændighed udvikledes. Arne Holz havde
1898 udgivet to Bind »Phantasus« og Aaret efter
»Revolution der Lyrik«; i disse Bøger ligger,
endnu mere end i Lilliencron’s og maaske ogsaa
mere end i Stefan George’s og hans Kreds,
noget af den Henrykkelse, som det nye
Aarhundrede søger Udtryk for, og i R. Dehmel’s
nyeste Produktion og i hans Kreds, hvor
Digteren ikke længere er Iagttager, men Skaber,
ligger ligeledes Kim til Udfoldelse, som senere
skete hos de Kunstnere, der fra 1904 samledes
om det lyriske Tidsskrift »Charon«, Otto v.
Linde, Alfred Paquet, Rud. Pannwitz, Karl
Röttiger, Rud. Paulsen og Hanns Meinke. Og der
er et Navn, som formelig synes at genfødes
under den opvoksende Slægts Beundring, Frank
Wedekind. Han var Ven med de første
Naturalister, men karikerede snart med
Ordene: Naar Naturalismen har overlevet sig
selv, kan dens Repræsentanter finde Brødet i
det hemmelige Politi. Hans Afstamning og hans
Liv mellem Cirkusfolk og Artister gav ham et
andet Syn paa Tilværelsen end det tilvante
litterære; han blev Strindberg’sk
Kvindebeskriver og Samfundsbeskriver paa en Maade, som
mishagede og bragte ham i Konflikt med
Censuren, men lod ham, da han døde 1918, staa
som Ungdommens Forbillede; derfor hører han
trods sin Debut i 1889 med i det yngste
Tyskland, ikke alene som Dramatiker, men som
Menneske, som Urrepræsentant for det, der
gav Navn til det 1913 stiftede Tidsskrift »Das
neue Pathos«, hvori »Abstrakte«, »Neopatikere«,
»Äternister«, Futurister«, »Aktivister«,
»Sturmkunstnere« og »Ekspressionister« optræder med
deres Programforkyndelser og Digtninge.
Krigen og Revolutionen øvede Indflydelse paa
hele Litteraturens Udvikling; Revolution blev
et religiøst Begreb. Franz Pfemfert, Kurt Hiller
og Ludw. Rubiner stillede sig politiske Maal og
virkede derfor allerede fra 1910 gennem
Ugeskriftet »Die Aktion« og dets Afløser »Weisse
Blätter« som Organ for ærlig Radikalisme.
Martin Buber og Wilh. Michel er Talsmænd for den
rent æstetiske Udtrykskunst, der ikke maa
opfattes som en Mode, men en Verdensanskuelse,
hævdes der i Ugeskriftet »Der Sturm«. »Natur
og Videnskab hed det engang — nu hedder det
Aand og Gud!«, synger Franz Werfel, A. v.
Hatzfeld, Kurt Heinicke og Max
Hermann-Neisze i Hymnedigte. Stilen formes fra ny;
Sproglæren faar ingen Betydning over for denne
Udtrykstrang, som stiller Genstandene skarpt
og grelt op mod hinanden; Lyriken bliver
vanskelig at forstaa — helt uforstaaelig i den
udprægede Dadaisme, som en kort Tid prøvedes
af Rich. Huelsenbeck og W. Serner. Drama og
Roman bliver Billedrækker, Visioner.
Selve Krigen affødte en utallig Mængde
Krigsdigte; Ernst Lissauer’s Hadsang mod
Englænderne, H. Zuckermann’s østerrigske Ryttersang
vakte Jubel, og Opsigt vakte visse Digte af
Forfattere, som stammede fra Arbejderstanden:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
