Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dekadent-æstetiske Bevægelse, Subjektivismen,
som søger frem mod forfinede ny Former og
Udtryk. Mellem disse viser sig ny Mænd med
Forsøg paa naturvidenskabelig Naturalisme,
gennem hvilken Aarhundredets sidste Par
Tiaar har givet sig et stærkt bevæget og yderst
forskelligt Udtryk. Denne moderne Naturalisme
vilde kun erkende; det gjaldt for den om at
anskue og digterisk afbilde. De ikke faa
pessimistiske Elementer, som toner frem i
Digtningen, er Bundfald fra den lange Haabløsheds-
og Forfaldstid — udtrykte allerede af
Filosofferne Schopenhauer og Hartmann og yderligere
udformede af Digter-Filosoffen Fr. Nietzsche,
hos hvem de romantiske Ideer genfødes i
hedensk-dionysisk Aand, men for hvem 19.
Aarhundredes naturvidenskabelige Fremskridt er
et lukket Rige. Og den unge Digterslægt gaar
frem under Tilslutning til Zola’ske, nyfranske,
Tolstoy’ske og Ibsen’ske Ideer med
lidenskabelig Heftighed, der stærkt minder om Storm- og
Trængselstiden i det 18. Aarhundrede.
I München grundede M. G. Conrad 1885
Tidsskriftet »Die Gesellschaft«, støttet af
Martin Greif, Heinr. v. Reder, Bertha v.
Suttner (»Die Waffen nieder«, 1889), Karl
Bleibtreu o. fl. Og samtidig optraadte i
Berlin de to Brødre Heinrich og Julius
Hart, som straks støttedes af Ernst v.
Wildenbruch, men senere af en stor Kreds af unge
Digtere, Kritikere og Skuespillere: W. Arent,
H. Conradi, Karl Henckell o. fl. »Freie Bühne«
blev Navnet baade paa deres Tidsskrift og
Scenen, som stiftedes.
Naturalisme er Slagordet for dem alle, og det
gælder Liv eller Død i Kampen mod
antikiserende Formalisme og Overfladerealisme.
Straks sprang en politisk og social
Storstadslyrik frem hos Arno Holz, Karl Henckell,
M. R. v. Stern, W. Arent og den ideelle
Anarkist John Henry Mackay, men Fører
baade p. Gr. a. sin Friskhed og sit germanske
Sind og i Formen blev dog Detlev v.
Lilliencron, som paavirkede nær og fjern. I Gæld
til ham staar baade O. J. Bierbaum og Gustav
Falke, Ludw. Jacobowsky, Hugo Salus o. fl.,
men intimest forbundet med ham var en Tid
lang den dybe Tankedigter Richard
Dehmel, skønt han senere gjorde sig fri og
blev Symbolist. Men paa det Tidspunkt er
ogsaa den beundrede formfuldendte Stefan
George gaaet ud over politisk og social
Forkyndelse; hans »Blätter für die Kunst«
indeholder ikke blot Digte af George selv og hans Kreds,
Oscar I. H. Schmitz og Max Dauthendey, men
selve Programmet for »die geistige Kunst«,
Gengivelse af Stemninger, Fremstilling og
Indtryk, og hvad Dehmel blev for Villiemenneskene,
blev »Worpswede« Kunstnernes Fortolker, den
vege, drømmende Rainer Maria Rilke i Lyrik
og Prosa for Stemningsmenneskene paa
Overgangen til det ny Aarhundrede.
Teatret, som i Berlin aabnedes for
Naturalisterne, og længe lededes af Otto Brahm,
spillede først Ibsen og som anden Forestilling »Vor
Sonnen Aufgang« af den da ukendte Gerhart
Hauptmann, hvem det lykkedes i »Die
Weber« o. fl. baade at fremstille rystende
Billeder af Tidens Liv og Familiedramer; men han
gik snart over fra sine dristige
Proletarskildringer til at give symbolske Eventyrdramer,
og i sine Romaner optræder han ligeledes som
Skildrer af sociale Lidelser og sarte
Drømmestemninger. Johs. Schlaf og Max Halbe
virkede fra Scenen ligeledes med stor Kraft,
den første med »Die Familie Selicke«, den
anden med »Jugend«; men samtidig med, at
Hauptmann gaar over til at forsøge sig i ren
Komediestil og i naturalistiske Historieskuespil,
glider Schlaf mere over i Dialogteknik, og Halbe
svækkes, holder ikke, hvad hans første Skuespil
lovede. Hermann Sudermann, den
unge Schiller’s ægte Arvtager, som han blev kaldt,
overfløj dem alle ved sine Skuespils
Verdensopførelser, skønt det straks blev slaaet
fast af Maximilian Harden, at Sudermann’s
Kunst er Allemandskunst, »Kunst«, hvis Liv
i Sindene er kortvarig og overfladisk.
Ludwig Fulda, Georg Hirschfeld, Ernst Rosmer,
O. Max Dreyer, Otto Ernst, den højtelskede
D. E. Hartleben og Carl Hauptmann skrev
med større eller mindre Held
naturalistiske Skuespil, og fra det lystige Wien kom
en ny Tone ind i Uhygge- og
Medlidenhedsoptrinene. For Arthur Schnitzler
blev Skuespillene til en intelligent, lidt blasert
Ordkunst, der spiller mellem Spøg og Alvor;
Hugo v. Hofmannsthal har ganske vist,
som han siger, glemt at føle, men ikke at
forstaa; han har et Glimt af Schnitzler’s
Salonnaturalisme, men mere Charme, og selv hvor han
glider ud i Symboler og bliver mere dunkel end
dyb, trænger han alligevel stærkere ind i
Problemerne, skønt ogsaa han er færdig med Livet,
næsten før det er begyndt. Fra Wien kom
ogsaa Kritikeren Hermann Bahr med Dramer og
Romaner, og Richard Beer-Hofmann, som skrev
Digte, Dramer og Prosa, og den maniererede
Peter Altenberg. Og senere tropper
Überbrettlerne op: E. v. Wolzogen, Frank Wedekind,
Hanns v. Gumppenberg og Karl Schönherr.
Naturalismens Prosalitteratur er ikke mindre
righoldig og interessant end dens Lyrik og
Drama; den fik en stormfuld Popularitet ved
den saakaldte Realistproces mod Romanerne
af de tre Forfattere Herman Conradi, Wilh.
Walloth og Conrad Ilberti (»Adam Mensch«,
»Der Dämon des Neides« og »Die Alten und die
Neuen«). Ogsaa i Romanen rykker nu Berlin og
Wien ind hos Carl Bleibtreu, Max Kretzer,
Heinz Tovote og Ernst von Wolzogen.
Storstædernes forskellige Stænder og
Befolkningslag rykker ind. Officeren hos F. A. Beyerlein,
O. E. Hartleben, Storkøbmanden hos Th. Mann,
Ingeniøren hos W. Hegeler, Arbejderen hos
Kretzer og E. Rosenow o. s. fr. Men ved Siden
af dem optræder forskellige sociale kvindelige
Forfattere, af hvilke maa nævnes Lou
Andreas-Salomé, Margarete Beutler, Helene
Böhlau, Maria Janitschek, Gabriele Reuter og
Clara Viebig, hvorimod adskillige af de
mandlige, som Hans Land, Felix Holländer, Wilh.
Bölsche, R. Herzog, Walter Siegfried, G. von
Ompteda og Wilh. v. Polenz efterhaanden gik
over til at skrive Noveller eller Romaner, hvori
Naturalismen ikke skød sig videre stærkt frem;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
