Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur) - Tyskland (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Heinrich Lersch og Karl Bröger; men næppe
mindre utallige og i alt Fald ikke ringere var
de Digtninge af W. Hasenclever, J. R. Becher
og Alb. Ehrenstein, som skrev for Freden.
Leonhard Frank skrev Noveller, Ernst
Toller og Fritz v. Unruh Skuespil;
hertil kom de Forfattere, der skrev historisk: Clara
Viebig og Bernhard Kellermann, og endelig de,
om ikke just af Krigen fødte, saa dog af den
nærede teknisk fantastiske Romaner af
Kellermann, Ulitz, Hans Richter, Hans Dominik o. fl.,
og de fantastiske, okkulte af Gustav Meyrink og
Hanns Heinz Ewers.
Søger man at finde sikre Talenter i al denne
Usikkerhed og Famlen, da standser man ved
Else Lasker-Schüler, Th. Däubler, Franz
Werfel, Karl Bröger, Johs. R. Becher og den tidligt
afdøde August Stramm, fordi der er noget
blivende dybt i deres Lyrik. I Dramaet kommer
man ikke uden om Carl Sternheim og Georg
Kaiser, Walter Hasenclever og Hanns Johst,
Ernst Toller og Arnolt Bronnen, og Fritz v.
Unruh har Tag i mange Sind. I Romanen, hvor
Mystikerne Max Brod, Gustav Sack og Gottfr.
Benn prædiker sammen med Edschmid,
Klabund (Alfred Henschke) og Leonhard Frank,
ser man med Glæde det groteske sprudle
frem hos Friedländer-Mynona og Franz
Kafka, og man har Anelse om i Alfred
Döblin at finde en Forfatter, som
forener gammelt og nyt paa ny Maade. (Litt.:
Af de betydeligste Værker for hele
Litteraturens og den nyeste Tids Vedkommende maa
anføres: Julian Schmidt, »Gesch. d.
deutsch. Litteratur von Leibniz bis auf unsere
Zeit«, I—V [1886—96]; Gervinus, »Gesch.
der deutschen Diehtung«, I—V [1871—74];
Vilmar, »Gesch. d. deut. Nationallitteratur« [1890];
W. Scherer, »Geschichte des deutschen
Litteratur« [1883]; R. Gottschall, »Die
deutsch. Nationallitteratur in der ersten Hälfte
des 19. Jahrhunderts« [1855]; L. Salomon,
»Gesch. der deutschen Nationallitteratur des 19.
Jahrhunderts« [1881]; G. Brandes, »Samlede
Værker« [Bd 6—7, 1900—01]; H. Milke, »Der
deutsche Roman des 19. Jahrhunderts« [1850];
B. Litzmann, »Das deutsche Drama in den
litterarischen Bewegungen der Gegenwart«
[1894]; A. Bartels, »Die deut. Dichtung der
Gegenwart« [1898, ny Udg. i 3 Bd 1924 ff.]; E.
Wolff, »Gesch. der deut. Litteratur d.
Gegenwart« [1896]; R. M. Meyer, »Die deutsche
Litteratur des 19. Jahrhunderts« [1900, senere
Udgaver]; Koberstein, »Grundrisz zur
Gesch. der deutschen Nationallitteratur« [1827,
5. I—IV, udg. v. Bartsch 1872—E4]; Goedeke,
»Grundriss zur Gesch. d. deutschen Dichtung«,
I—III [1856—81, 2. Opl. 1891—1913]; Nadler,
»Litteraturgeschichte der deutschen Stammen u.
Landschaften«, 3 Bd [1912—15]; Wiegand,
»Gesch. der deut. Litt. in system. Ordnung«
[1922]; Köster u. Petersen, »Gesch. der
deut. Litt.«, 1 ff. [1925]; Soerg, »Dichtung u.
Dichter der Zeit« I—II [1912—26]; v. d. Leyen,
»Deutsche Dichtung in neuer Zeit« [1922]; H.
Naumann, »Die deutsche Dichter der
Gegenwart«, 1923).
O. Th.
Kunst.
De første kunstneriske Monumenter paa tysk
Jord i den historiske Tid skyldes Romerne, i
Trier (Basilikaen, Amfiteatret, Kejserpaladset
og »Porta nigra«), i det nærliggende Fliessen,
i Igel og Badenweiler. I den følgende Periode,
Folkevandringstiden og den
frankisk-merovingiske Tid (c. 5.—7. Aarh.), er Kunsten endnu
kun daarlig rodfæstet i T.; dens selvstændigere
Udvikling begynder først med Karolingertiden
(8. Aarh.).
I. Bygningskunst. Blandt de rige
Byggeforetagender, Karl den Store udførte særlig i
sin Residensstad Aachen, er der kun ringe
Resier tilbage af hans Paladsbygninger, Kapitolet
og Hallerne, og kun Kejserens Paladskapel
(796—804) er i det væsentlige bevaret og udgør nu
Skibet i Domkirken i Aachen; det viser den
nøjeste Tilknytning til byzantinske
Centralanlæg (S. Vitale i Ravenna); hermed beslægtet er
S. Michaelskirken (822) i Fulda. Men ogsaa til
den romerske Basilika knytter i den
karolingiske Tid den tyske Bygningskunst sig (Kirkerne
i Seligenstadt og Michelstadt byggede af
Eginhard, Klosterkirken i Lorsch i Odenwald, 880,
Kirken i Klosteret St. Gallen o. a. St.), og
gennem Basilikaens Udvikling og Omdannelse
opstaar under lombardisk Indflydelse den
romanske Stil (c. 950—1250). I sin første
Periode viser denne Stil sig særlig i de sachsiske
Provinser med stor Enkelhed og Strenghed i
Basilikaer med flade Lofter (Gernrode,
Quedlinburg, Paulinzelle), pragtfuldere Værker af
denne Retning i Hildesheim, særlig Domkirken
og Michaels-Kirken, endvidere i Trier,
Würzburg, Augsburg og Gurk (Kärnten). I
Rhin-Egnene afløses den fladloftede Basilika af den
hvælvede Kirkebygning; Hovedværker er de tre
Domkirker i Speier, Worms og Mainz (1160),
fremragende Prøver — ligesom Abbedikirken
i Laach — paa den romanske Kunsts
Storhedstid med den rhinske Skoles maleriske
Principper i Anlægget, rige Udvikling af Korpartierne
og Taarnene. I Köln indtager en Række Kirker
— St Maria im Kapitol, St Aposteln og Gross
St Martin — en ejendommelig Stilling ved
deres centraliserede Koranlæg. En strengere Stil
og simplere Behandling ses i Kirkerne i
Westfalen (Soest), hvor Kirkehallen (ɔ: Sideskibene
førte op i Midtskibets Højde) i Paderborn og
Methler viser en for Westfalen ejendommelig
Kirkeform. Af T.’s verdslige Bygninger kan
nævnes som ældst »Kaiserhaus« i Goslar,
grundlagt c. 1050 (restaureret 1867—78). — Fra
13. Aarh., da den saakaldte »Overgangsstil«,
særlig karakteriseret ved Spidsbuen, vinder
Fremgang, fremhæves Domkirkerne i Limburg
a. d. Lahn, Osnabrück, Münster, Naumburg,
Bamberg og Basel samt S. Genovevakirken i
Andernach. En særlig rig Udvikling af den
romanske Overgangsstil træffes i Østerrig
(Façaden af Stefans-Kirken i Wien, Lilienfeld),
Böhmen og helt ind i Ungarn (Kirken S. Ják). Endelig
skal omtales den i det nordøstl. T.
forekommende romanske Murstensarkitektur (Klosterkirken
i Jerichow, Domkirken i Brandenburg m. fl.),
der er nær beslægtet med dansk romansk
Bygningskunst, ligesom Kirkerne i Kammin og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
