Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tite - Titel - Titel (i Bogtrykkerkunsten)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tite, norsk Navn for Mejser.
Titel bruges i flere forskellige Betydninger:
1) ved Bøger (se følgende Art.),
2) som Inddelingsled i videnskabelige Værker
og Lovarbejder især fra ældre Tider, bl. a.
saaledes i Justinian’s Institutiones, Digesterne o. fl.
3) som enstydigt med Hjemmel eller Adkomst
eller Retsadgang til noget, hvilket bl. a. jævnlig
er Tilfældet i det tyske Retssprog fra 19.
Aarhundrede, og
4) endelig til Betegnelse af en Persons
Samfundsstilling enten efter hans almindelige,
borgerlige Erhverv eller efter — hvad her
nærmest har Interesse — i Henhold til en ham af
Statsoverhovedet tillagt særlig Æresret eller
Rang.
I Artiklen Rang er det blevet anført,
hvorledes Borgerne i Danmark i et stort Antal er
indordnede i 9 Klasser, der hver for sig tæller
flere eller færre Numre, under hvilke atter de
enkelte tager Plads efter Aldersfølge, regnet fra
Udnævnelsesdatoen. Ser man nøjere efter, vil
man imidlertid finde, at vedkommende
Pladshavere vel for en Del er Embedsmænd,
væsentlig rangerede efter et Skøn over deres Stillings
større eller mindre Betydning for
Statstjenesten, men at nok saa mange af disse alene
skylder deres Sæde i Rækkerne til blotte T. uden
noget som helst tænkeligt Hverv i Nutiden, om
end adskillige peger tilbage paa længst
forsvundne Tider og Forhold (saaledes f. Eks.
Kammerraad, Kancelliraad, Krigsraad o. fl.).
Grundloven har nu visselig afskaffet »enhver i
Lovgivningen til Adel, T. og Rang knyttet
Forret«, men ikke selve Adels-, Titel- og
Rangvæsenet, og det er fremdeles et kgl.
Prærogativ at kunne meddele samme, et Prærogativ,
som, i det mindste hvad T. angaar, endnu
benyttes, undertiden dog ogsaa indskrænket til en
Tilladelse for den benaadede til at sætte Ordet
»Hof« foran sin borgerlige Næringssyssel.
Ved Siden af T. for de enkelte Individer, hvis
Værdi for fleres Vedkommende kan gøres end
lødigere ved Tillægget »virkelig«, ja for enkelte
højere T.’s Vedkommende endnu yderligere
løftes ved at tilføje »Geheime«-, alt uden at dog
derved noget vindes i egentlig Forstaaelighed,
indeholder Rangreglementet ogsaa
Bestemmelser for, af hvilken Tiltale eller hvilken Tilskrift
(»Titulatur« i snævrere Forstand) man har at
betjene sig i Henvendelser til de med T.
udmærkede Personer. Hører de hjemme i 1.
Rangklasse, er Titulaturen »Excellence«, i 2. Klasse
»Geheimeetatsraad«, hvilket dog nu synes at
være gaaet af Brug og veget for
»Højvelbaarenhed«, i 3. Kl. »Høj- og Velbaarne«, i 4.
»Højædle og Velbaarne«, i 5. »Højædle og
Velbyrdige« og i 6., 7., 8. og 9. Kl. med Ophør af al
Forskel »Velædle og velbyrdige Herre«. For
Gejstligheden spiller Titulaturen »Højærværdig«
varieret med »Højvelbaaren« og »Velbaaren« en
tilsvarende Rolle i de højere Rangklasser, men
alle Gejstlige har, selv om de i øvrigt staar
uden for Rangen, fra den katolske Tid bevaret
Krav paa i Tilskrift fra Landets Myndigheder
at benævnes »Herre«, hvilket ellers først opnaas
af almindelige Undersaatter, naar de faar
Dannebrogsordenens Ridderkors. Henvendelser til
selve Suverænen er dog blot »Til Kongen«,
skønt i øvrigt Kancellistilens (s. d.)
»Allernaadigste« og »Allerunderdanigste« endnu stedse
ved at hævde sig.
Medens Titelvæsenet i større eller mindre
Omfang genfindes i de fleste moderne Stater —
Norge har i Henhold til dets Grundlovs § 23
holdt sig frit, ihvorvel det har baade
Ridderordener og Rangreglementer —, er det af
Interesse at iagttage, hvorledes det selv langt
tilbage i Tiderne har forstaaet at gøre sig
gældende ogsaa i det internationale og folkeretlige
Samkvem. Majestætsnavnet har i Middelalderen
været eftertragtet forgæves af endog mægtige
Fyrster og kostet deres Lande baade Penge og
Blod; endnu saa langt ned som i 17. Aarh.
nægtede det hellige romerske Riges Kejsere at give
de nordiske Herskere denne T., men i vore
Dage maa det imidlertid betragtes som et jus
æquisitum for alle Konger og Dronninger, hvad
enten de er kronede eller ikke. — Mange
Suveræner kalder sig endnu, naar de optræder i
hele deres officielle Glans, Herskere over
Lande, der for længst er gaaede ud af deres
Raadevælde, og Folkefærd, som længere knapt kendes
(»de Venders og Gothers«, »Götes och Vendes«
o. s. fr.), og ikke blot katolske, men ogsaa
protestantiske Konger smykker sig endnu med
titulære, dem i sin Tid af Paverne tillagte
Hædersnavne (bl. a. Kongen af England: Troens
Forsvarer [defensor fidei] fra Henrik VIII’s Tid,
de spanske og tidligere franske Konger).
(C. V. N.). K. B.
Titel bruges i Bogtrykkerkunsten baade om
den øverst paa Bogens Sider anførte,
forkortede Benævnelse paa den (løbende T.), om den
ligeledes forkortede Benævnelse, der anbringes
paa Bogens første Side (Smudstitel), endelig om
selve Titelbladet, og af dettes Historie skal her
gives en lille Oversigt. De ældste trykte Bøger
har ikke nogen egentlig T.: ligesom i
Manuskripterne indleder man kun selve Teksten med
de Ord: »Her begynder (Incipit)« o. s. v. uden
særlig at udhæve dem — blot ved en Initial i
det højeste — eller at anbringe dem paa et
eget Blad. Angivelsen af Trykker, Sted og Aar
— som man snart begyndte at indføre — satte
man ikke ved Bogens Begyndelse, men som en
Efterskrift paa sidste Side (Subscriptio,
Colophon); denne kunde undertiden være paa Vers
eller i typografisk Henseende opstillet i en
eller anden sirlig Form, som et Glas, Bæger,
en Rude e. l.; Bogtrykkerens Mærke sattes ofte
derved. Bogens Navn nøjedes man almindelig
med at skrive paa Bindet. Det Skridt at samle
de forskellige Angivelser paa et trykt Titelblad
foran i Bogen synes at være gjort af Arnold
Ther Hoernen i Köln 1470 i Udgaven af en
latinsk Prædiken; her er dog ingen typografisk
Ordning, idet T. staar med almindelig Skrift i
nogle Linier øverst, medens det øvrige af Siden
er tomt. Derimod betegner E. Ratdolt og
Fællers Udgave af Regiomontanus’ Kalender
(Venedig 1476) ei betydeligt Fremskridt: Siden er
her virkelig komponeret, og en smuk Ramme
omslutter den. Man søger nu i den følgende
Tid at udvikle T. i videre Retning af
Pyntelighed, benytter større Skrift — undertiden en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
