Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Titel (i Bogtrykkerkunsten) - Titelblade - Titelouze, Jean - Tithon - Tithonos - Tithorea - Titian - Titicaca - Tities - Titius' Række - Titjen - Titjens - Titlis - Tito, Ettore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
meget stor Initial — til at udhæve Bogens
Benævnelser og dekorerer med Rammer,
Titelbilleder og kunstnerisk udførte Trykkermærker,
saaledes navnlig i franske Arbejder fra de
sidste Aar af 15 Aarhundrede til et Stykke ind
i det følgende. I de samtidige Aldinertryk
udmærker T. sig ved fornem Simpelhed
overensstemmende med hele Udstyret: nogle faa,
fordringsløst ordnede Linier foroven, med
Versaler og Kursiv, derunder Aldus’ kendte
Mærke med Anker og Delfin. Af lignende Art, dog
mere fyldte, er Titelbladene i de Bøger, som i
16. Aarhundrede tryktes af Lyon-Bogtrykkerne
og af Familien Estienne. Men fra henimod
Slutningen af 16. Aarhundrede begynder en ny
Mode at gøre sig gældende: hidtil havde man
ved trykte Bøgers T. kun anvendt Bogtryk og
Træsnit, men nu trænger Kobberstikket sig
frem, saaledes at man lader Bogen begyndte
med et pompøst kobberstukket Blad, fuldt af
allegoriske Figurer o. l., og derefter anbringer
det egentlige Titelblad, hvor en tit pedantisk
lang T. er sat med en Mængde forskellige
Skrifter som en svulstig Reklame for
Bogtrykkerens nok saa meget som Forfatterens Værk.
En Bedring spores i 18. Aarhundrede,
Kobberstikkerens Arbejde indskrænkes til en elegant
lille Vignet, og i selve T. indtræder
smagfuldere Enkelthed, der i Bodoni’s og hans
samtidiges Arbejder (henimod Aar 1800) bliver
næsten spartansk og forsmaar al Udsmykning.
I lang Tid følger man derefter den af disse
angivne Retning, med »vaseformig« sat T.,
forneden Trykkestedet, Forlæggerens og
Bogtrykkerens Navn samt Trykkeaaret, anbragt i 4
Linier. Her kan i Forbigaaende nævnes nogle
stukne Titelblade med Skriveskrift fra omtrent
1800; to danske Forfattere, hvis Haandskrift
var særlig smuk, har selv kaligraferet
saadanne: det er Baggesen og Oehlenschläger. — I
nyere Tid frembyder T. en broget
Mangfoldighed af Former, idet man henter Motiver fra
alle mulige Tidsaldre og Stilarter, bl. a. har
genopvakt dekorative Trykkermærkers Brug
samt ældre Tiders Anvendelse af rød Farve
jævnsides med den sorte, og undertiden lader
Fantasien have saa vidt Spillerum ved T.’s
Komposition, at det omtrent er umuligt at se,
hvad Bogen hedder. Paa Bøgernes
Omslagstitel anvendes nu ofte saa megen
Ornamentering og Illustrationskunst, at det i senere
Aar er blevet Skik at bevare Omslaget ved
en Bogs Indbinding. At komponere et Titelblad,
hvor de enkelte Ord er ordnede rationelt efter
deres Betydning, men som tillige frembringer
et Skønhedsindtryk, er altid en vanskelig
Opgave. (Litt.: A. W. Pollard, Last Words
on the History of the Title-Page [London 1891];
De Vinne, A Treatise on Title-Pages [New
York 1902]).
E. G.
Titelblade (engelsk: title sheets, fransk:
feuilles du titre), de Blade foran i Bøger, paa
hvilke der gives summariske Oplysninger om
disses ydre Forhold. Smudstitlen (engelsk:
bastard title, fransk: faux titre) var oprindelig
et ubetrykt Blad, der tilsigtede at beskytte de
ofte med røde Hovedlinier prydede Titler, men
senere indførte man paa Smudsbladets Forside
Bogens og Forfatterens Navn, Bindbetegnelse
o. l., og dette er endnu det almindelige.
Hovedtitlen (engelsk: title, fransk:
grandtitre) er det mest fremtrædende T.; det giver
Oplysninger om Bogens Navn og Tendens,
Forfatterens og Udgiverens Navne, hvor, af hvem
og naar Bogen er trykt og meget andet.
Afdelingstitlen (engelsk: paragraph title,
fransk: feuille de rubrique) er den paa et
særligt Blad angivne Hovedrubrik for det
efterfølgende Afsnit. Se i øvrigt Titel.
E. S-r.
Titelouze [ti’tlu.z], Jean, fransk
Orgelmester (1563—1633), Organist ved St Jean, senere
ved Katedralen i Rouen, Grundlæggeren af den
franske Orgelskole. Hans Orgelkompositioner
er udkomne i Nyudgave i Guilmant’s Archives
des maîtres d’orgue.
A. H.
Tithon [-’to’n] er en Betegnelse for den
allerøverste Del af Juraformationen; den
anvendes særlig for Alpernes Vedk. Se i øvrigt
Juraformation, S. 259.
Tithonos, ifølge et græsk Sagn gift med
Morgenrødens Gudinde Eos (s. d.).
H. H. R.
Tithorea [-’to’-] hed i Oldtiden den
nordligste Top af Bjerget Parnassos.
H. H. R.
Titian, se Vecellio.
Titicaca, 8300 km2 stor Sø ved Grænsen
mellem Peru og Bolivia i Sydamerika, ligger
3812 m over Havet og har Længdeudstrækning
fra NV. mod SØ. Ved begge Ender er Kysterne
flade og sandede, medens Siderne er stejle og
bjergfulde. Mod SØ. skilles Laguna de
Unimarca fra Søens øvrige Del ved to Halvøer,
som skyder sig ud fra hver Bred. I Søen ligger
adskillige smaa Klippeøer. Den største Dybde
er 272 m. Terrasser ved Bredderne viser, at
Vandet tidligere har staaet c. 100 m højere.
Vandet er noget brakt, idet Søens Afløb, Rio
Desaguadero, berøver den en langt mindre
Vandmængde, end Søen modtager ved de
talrige Tilløb fra de omgivende Bjerge. Der mistes
altsaa betydelige Vandmængder ved
Fordampning. Gennem Rio Desaguadero føres
Overskudet af Vand til Sumpen Salina de Coipasa,
Ved Bredderne af T.-Søen og paa Øerne i den
findes talrige Ruiner fra Incatiden (se
Tiahuanaco).
M. V.
Tities, en af de tre gamle Stammer
(Tribus), hvori det romerske Folk fra Begyndelsen
var delt.
H. H. R.
Titius’ Række, d. s. s. Bode’s Lov (s. d.).
Titjen [’ti.tjən], d. s. s. Tietjen.
Titjens [’ti.tjəns], se Tietjens.
Titlis [’tetles], Bjerghøjde i Schweiz, hører
til Dammagruppen i Berner-Alperne og ligger
paa Grænsen af Kantonerne Bern, Unterwalden
og Uri. T. hæver sig S. f. Engelberger Dalen til
en Højde af 3239 m over Havet og falder mod
Ø. og S. temmelig stejlt af med nøgne
Klippeflader, hvorimod den mod NV. sænker sig
jævnere og er dækket med Gletschere. Fra T.’s
Top, der dannes af en afrundet Firnmasse, og
som let kan bestiges, er der et pragtfuldt
Rundskue.
(H. P. S.). O. K.
Tito, Ettore, italiensk Maler, f. 1859 i
Castellamare. Han uddannedes i Venedig
under Molmenti, paavirkedes af Fortuny og
rykkede snart frem blandt den venetianske Skoles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
