Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Statsforfatning og Forvaltning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og at Budgettet derfor modsat i de fleste andre
Lande vedtages ikke i Lovsform, men alene ved
Rigsdagsbeslutning. Det aarlige Budget kommer
i Stand paa den Maade, at Kongen hvert Aar
for den ordentlige Rigsdag fremlægger en
Oversigt over Statens Indkomster og Udgifter og i
Forbindelse dermed fremsætter Forslag
vedrørende de ny Bevillinger, der udkræves ud over
de ordinære Indkomster. Budgettet udgør
altsaa ikke en Enhed, der skal bevilges hvert Aar
under ét, men der sondres paa en noget lgn.
Maade som i England mellem ordinære
Indkomster, som Kongen kan lade afholde uden ny aarlig
Bevilling, og saadanne Indkomster, hvortil
aarlig Bevilling kræves. Til de første hører
foruden visse ældre Skatter navnlig Indtægterne
af Statens Formue og af Statens
Erhvervsvirksomheder som Jernbanerne, Telegraf- og
Telefonvæsenet, Møntvæsenet m. v., men ikke af
Postvæsenet. Alle andre Indtægter og Afgifter
som Toldskatterne, Formue- og Indkomstskat,
Brændevinsafgift, Stempelskatter o. s. v. skal
aarligt bevilges af Rigsdagen alene, dog er det
nu kun den Procentsats ell. det Totalbeløb,
hvormed de forsk. Skatter skal opkræves, ikke
selve de nærmere Skattebestemmelser, der
nybevilges hvert Aar. Ogsaa m. H. t. Udgifterne
sondres der mellem ordentlige og
ekstraordinære, men denne Sondring har mindre Bet., da
de ved Lov bestemte ell. Staten lovligt
paadragne Udgifter naturligvis maa bevilges, enten
de henregnes under den ene ell. den anden
Kategori Derimod er det af Interesse, at der
ud over de nærmere fastsatte Udgifter bevilges
forsk. Summer til uforudsete Udgifter,
deriblandt navnlig det saakaldte store og lille
Kreditiv, der iøvrigt er lige store, nemlig paa 1 1/2
Mill. Kr hvert, hvoraf »det store«, der ogsaa
kaldes »Krigskreditivet«, særligt skal staa til
Kongens Raadighed i Tilfælde af Krig. Det er
de to staaende finansielle Fællesudvalg,
Statsudvalget og Bevillingsudvalget, der gennemgaar
Budgetforslagene og, efterhaanden som
Behandlingen er færdig, afgiver dem til Afgørelse i
Kamrene. De to Kamre er ogsaa her ganske
ligestillede, Bevillingerne behandles samtidigt i
begge Kamre, og i Tilfælde af Uenighed om de
enkelte Bevillinger finder som forannævnt den
saakaldte Fællesvotering Sted. Endelig
bestemmer R. F. § 109, at hvis mod Forventning
Rigsdagen ikke skulde have vedtaget Budgettet
inden det ny Finansaars Begyndelse, saa gælder
det gl. Budget, indtil nyt vedtages.
Ejendommeligt for S. er endvidere, at
Statsgælden staar under Rigsdagens særlige Styrelse
— Styrelsen sker gennem Rigsgældskontoret,
der ledes af 7 af Rigsdagen valgte
Fuldmægtige — og at ligeledes Rigsbanken staar under
Rigsdagens Kontrol og ledes af 7
Rigsbankfuldmægtige, hvoraf Formanden vælges af Kongen,
de andre 6 af Rigsdagen. Alene Rigsbanken har
Ret til at udgive Sedler, der skal gælde for
ligesaa gyldige som Mønt i Riget. Endelig har
Rigsdagen to andre ejendommelige Beføjelser. Den
ene bestaar deri, at hver ordentlig Rigsdag
vælger to lovkyndige Mænd til henh.
»Justitieombudsmand« og »Militieombudsmand«, der
paa Rigsdagens Vegne har paa lige Fod med
Kongens Justitiekansler at føre Tilsyn med
alle civile og militære Embedsmænd og
eventuelt paatale af dem begaaede Forseelser.
Rigsretstiltale mod Ministre kan
Justitieombudsmanden dog kun rejse efter Paalæg af
Rigsdagens Konstitutionsudvalg. Den anden bestaar
i hvert fjerde Aar at nedsætte et særligt
Udvalg, det saakaldte Opinionsnævn, paa 48
Medlemmer til at afgøre om, hvorvidt nogen af
Højesterets ell. Regeringsrettens Medlemmer
uden at have begaaet bevislige strafbare Fejl
bør afskediges — med halv Pension — som
manglende Rigsdagens Tillid. Dog kan højst 3
Medlemmer af Domstolen paa denne Maade
udvoteres.
Om Rigsdagsmændenes Retsstilling skal kun
som en særlig Regel nævnes, at de, naar
RigsI dagen er samlet, ikke kan nedlægge deres
Mandat uden med deres Kammers Samtykke.
V. Domstolenes Stilling. Skønt
R. F. § 47 fuldt ud sikrer Domstolenes
Uafhængighed ved at udtale, at Rigets Hofretter og
alle andre Domstole skal dømme efter Loven og
lovlige Forordninger og altsaa ikke efter kgl.
Befalinger, indtager Domstolene i S. dog ikke
den samme forfatningsmæssige Ligestilling med
de andre øverste Statsmagter, Kongen og
Rigsdagen, som i Danmark. Tværtimod indbefattes
ogsaa de to øverste Domstole, Højesteret —
»högsta domstolen« — og Regeringsretten
ligesom Kongen i Statsraadet under Betegnelsen
»Kgl. Majestæt«. Kongens direkte Domsret —
hans tidligere to Stemmer i Højesteret — er
dog nu siden 1909 bortfaldet, og de to øverste
Domstoles Egenskab af kgl. Domstole viser sig
kun deri, at Appel til dem skal stiles »til
Kongen«, og at deres Afgørelser sker i Kongens
Navn og under hans Underskrift ell. Segl. En
særlig forfatningsmæssig Domstol er Rigsretten,
der paakender de af Justitieombudsmanden
paa Konstitutionsudvalgets Foranledning mod
Statsraadets Medlemmer for Embedsforseelser
anlagte Sager — i Sverige har altsaa ikke et
enkelt Kammer, men et Fællesudvalg af begge
Kamre Paataleretten mod Ministre — og som
ligeledes paakender de af Justitiekansleren ell.
Justitieombudsmanden mod Medlemmer af
Højesteret ell. Regeringsretten anlagte Sager for
Embedsforseelser. Rigsretten har en højst
ejendommelig Sammensætning, idet den bestaar af
Præsidenten for Svea Hofret som Formand, af
Præsidenterne for alle Rigets tidligere Kollegier,
ved Tiltale mod Højesteret af de fire ældste
Medlemmer af Regeringsretten, men, naar
Regeringsretten er tiltalt, af de fire ældste
Højesteretsdommere, endvidere af den øverste
Befalingsmand over de i Hovedstaden
tjenestegørende Tropper og over den i Hovedstaden
forlagte Del af Flaaden, samt af de to ældste
Dommere i Svea Hofret og det ældste Medlem
af hvert af Rigets Kollegier.
VI. Kirkens forfatningsmæssige
Stilling. Den evang.-luth. Kirke ell., som
R. F. § 2 udtrykker sig, »den rene evangeliske
Lære, som den udi den augsburgske
Trosbekendelse samt Upsalamødets Beslutninger af
Aar 1593 antaget og forklaret er«, er S.’s
Statskirke, til hvilken ikke blot Kongen, men ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
