Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Manes ell. Di Manes - Manes, Josef og Guido - Manessiske Haandskrift - Manet ell. Manæt - Manet, Eduard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
M. paahvilede vel nærmest den enkelte Familie
for dens Afdødes Vedk.; men det Offentlige
mentes dog at være interesseret i, at der vistes
M. de rette Hensyn; Bestemmelser herom
fandtes derfor ogsaa i Lovene (saaledes i de 12
Tavler), og foruden de Dage, den enkelte
Familie af en ell. anden Grund bragte sine Ofre,
var visse Dage helligede til fælles Dyrkelse af
M., navnlig 21. Febr (Festen Feralia). — Om
de Forestillinger, der ligger til Grund for
Dyrkelsen af M. henvises til Art. Udødelighed
og Underverden. Jfr den udførlige
Fremstilling af J. P. Jacobsen i Værket »M., de Døde
og Menneskelivet. (I—II, Kbhvn 1914—16), hvori
Forf. bl. a. søger at eftervise, at den antikke
Tro og Skik har fortsat sig ogsaa efter
Kristendommens Indførelse.
C. B.
Manes, tschk. Kunstnerfamilie. 1) Josef
(1820—71), Maler, Søn af Landskabsmaleren
Anton M., uddannet i München, hvor han 1847
udstillede »Petrarca’s Møde med Laura«, er
særlig kendt for sine Illustrationer, byggede paa
bøhmiske Folkelivsstudier, til »Zizka’s Død«,
Königinhofer-Haandskriftet og Biblen samt for
sin Udsmykning af Raadhus-Uret i Prag med
allegoriske Skildringer af Aarets 12 Maaneder; i
Prags bøhmiske Museum ses
Originaltegningerne hertil. Ogsaa Folkelivsbilleder fra Böhmen.
2) Guido (1829—80), Elev bl. a. af Vautier,
malede bøhmiske Bylivsbilleder
(Andagtsøvelser i Domazlicky m. v.), hist. Scener (Blücher
ved Ligny), Dyrstykker m. v.; illustrerede »Don
Quixote«.
A. Hk.
Manessiske Haandskrift er Navnet paa en
stor Samling middelhøjtyske lyriske Digte
(7000 Strofer og 137 Miniaturer), som
oprindelig skal være grundlagt af de to
Zürichere Rüdiger Manesse, Fader og Søn, der
levede i 14. Aarhundrede. Haandskriftet
hører utvivlsomt hjemme i Schwaben ell. Schweiz.
Det kom til Heidelberg 1607, men blev under
Trediveaarskrigen ført til Paris, hvorfra det
lykkedes den kendte Boghandler Trübner at
tilbytte sig det (1888) imod en Del værdifulde
Haandskrifter, som i 1840’erne var forsvundne
fra fr. Biblioteker, og som han købte med store
Omkostninger fra Lord Ashburnham’s Bibliotek.
Haandskriftet kom nu i den tyske Regerings
Besiddelse og indlemmedes i
Universitetsbiblioteket i Heidelberg. Bodmer udg. en Del af
Digtene under Titel »Proben der alten
schwäbischen Poesie des 13. Jahrhunderts« (Zürich
1748) og en anden, større Samling: »Sammlung
von Minnesingern aus dem schwäbischen
Zeitpunkt« (2 Bd, 1758—59). En fuldstændig og
kritisk Udg. foreligger ved v. d. Hagen og ved
Pfaff (1838 og 1899). Haandskriftets Billeder er
reproducerede i »Bildersaal altdeutscher
Dichter« (1856). Et Faksimile af alle Miniaturerne
er udg. af Kraus (1887). »Die Wappen,
Helmzierden und Standarten der grossen
Heidelberger Liederhandschrift«, udg. af
Zangenmeister (1892).
(C. A. N.). C. B-s.
Manet ell. Manæt, norsk Navn paa
Meduser ell. Gopler. Ordets opr. Form er
marneta, egl. »Sønæsle«; første Led er oldn.
marr, »Hav« (urbeslægtet med lat. mare), som
endnu er bevaret i Marild, Marsvin, Marhalm,
Marbakke, Marekat; sidste Led er neta,
»Nælde«, Rodordet til oldn. netla, hvoraf »Nælde«,
norsk »Næsle«, er opstaaet. Ordet M. svarer
saaledes formelt til tysk Meernessel,
actinia, »Søanemone«. Ordets opr. Bet. er nu helt
glemt; dets Bet. opfattes til Dels som
»Menneskeæder«, i Overensstemmelse med dets nyere
Former Mann-eta, Mann-æta,
Manneter, Mann-æder.
H. F.
Manet [ma’næ], Eduard, fr. Maler og
Raderer, f. Apr. 1832 i Paris, d. 30. Apr. 1883
srnst. M. studerede under Couture og blev i
sin Kunst fra 1850’erne i Gæld til ham, hvor
stærkt han end i Atelieret strittede mod
Lærerens Kunstsyn. Paa Studierejser i Holland,
Italien og senere Spanien paavirkedes han dybt
af gl Kunst, Venetianerne, Fr. Hals, først og
fremmest Velasquez og Goya, og malede
ypperlige Kopier efter Tizian, Velasques,
Rembrandt m. v. Han debuterede 1859 paa
Salonen i Paris med det af venetiansk
Kunst paavirkede »Overrasket Nymfe« og
Barnebillede, medens »Absintdrikkeren«
afvistes. I 1860’erme (op over deres Midte)
fremtraadte M.’s Kunst i øjensynlig sp. Snit, efter
Farver og Syn (skønt han først 1865 lærte sp.
Kunst at kende i dens Hjemstavn): »Spansk
Sanger«, »Studenter fra Salamanca«, det
mesterlige Portræt af den sp. Danserinde Lola de
Valenc (1861, Louvre), 1863 kom, »Frokost i det
grønne« (inspireret af Giorgione, bygget paa en
Rafael’s Komposition i Louvre), et
gennemdygtigt Arbejde, hvor Figurerne er gengivet
tilforladeligt ligetil, men med en afklædt Dame
mellem to Herrer; afvist paa Salonen vakte
det en Storm af Uvillie paa de Refuseredes
Udstilling. Efter »Vanddrikken« og »Jesus
bespottes« kom »Olympia«. Som »Kejser
Maximilian skydes« (1867, Mannheim-Museet, flere
Studier, en i Kunstmus. i Kbhvn) var det i
Motiv inspireret af Goya (»Maja«), men et
selvstændigt Hovedværk af enkel og storladen
Formgivning og lysende i klare Farveflader —
den hvilende nøgne Kvinde, som M. i sin Kamp
for det rent maleriske Synsindtryk havde
gjort silhuetflad lysende, kaldte Courbet
haan-lig for en Spardame i et Kortspil. M. havde
hidtil bygget paa Kunstoverleveringer
(Courbet kaldte ogsaa hans Udstilling 1867 lutter
Spaniere), søgt levedygtige Spirer frem, for
derigennem at give gl Kunst moderne Liv.,
men han brød afgørende med den herskende
Kunstsmag. Hans Stræben efter at gaa uden
om Forhaandsviden om Figurernes
Anatomi og Genstandes Form for at gaa løs paa
det, man virkelig saa, og overhovedet at
undgaa den flidsmæssige Udpenslen af Enkeltheder,
virkede imidlertid fremmedartet frastødende
og kaldte formelig Hadet frem mod hans Kunst;
forgæves søgte de faa — betydende Aander
som Baudelaire og Zola 1866 (ligesom senere i
»Mes haines« (1879) — at gaa i Brechen for
M. Salonens Jury optog vel nogle, men
forkastede adskillige af hans Billeder. 1867 maatte
han da udstille sine 15 Arbejder i en beskeden
Barak i Paris. C. 1870 gik M. videre. Nu gjaldt
det: bort fra Lokalfarverne, at gengive
Tingene, som de bestemmes af Sol og Atmosfære,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
