Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mandvi - Mandyczewski, Eusebius - Mandæere - Mandæisme - mane - Manège - Manén, Joan - Maner - Manes ell. Di Manes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mandvi [’mändvi], Mandwee, Havnestad
paa Forindiens Vestkyst, Fyrstendømmet Katsh,
ligger paa Nordkysten af Katsh-Bugten og har
(1911) 24235 Indb., hvoraf 11753 Hinduer, 9997
Muhammedanere, 2245 Jainaer. I Byen findes
et gl. kgl. Slot. Havnen er temmelig tilsandet,
og Befolkningen er i Aftagen. Desuagtet drives
Handel i aabne Smaafartøjer, især paa
Sansibar.
M. V.
Mandyczewski [-’t∫æfski], Eusebius, f.
18. Aug. 1857 i Bukovina og blev 1887 Arkivar
ved Wiens »Gesellschaft der Musikfreunde« og
Lærer i Musikteori m. m. ved Konservatoriet.
M. har gjort sig kendt som musikhistorisk Forf.
(Schubert-Forsker) og har udg. ældre klassiske
Mestres Værker (foruden Schubert, Haydn og
Bach) samt forsk. egne Kompositioner (Sange,
Klaverstykker etc.).
W. B.
Mandæere (ɔ: »de Erkendende«) er Navnet
paa Tilhængerne af et religiøst Samfund i den
arab. Prov. Irak (Mesopotamien); endnu lever
nogle faa Tusinde, især i Egnene omkr.
Wasith og Basra. Arab. Historieskrivere omtaler
dem boende omtr. paa de samme St. i 8. Aarh.
e. Kr. Meget tyder dog paa, at de opr. ikke har
boet i Syd-Mesopotamien, men er komne V. fra
hertil engang i Sassanidernes Tid, men
Problemet om deres opr. Boplads er endnu uløst.
— De ejer en ret omfangsrig religiøs Litteratur
(Ginza, Johannesbogen, Qolasta), som giver os
vigtige Indblik i den religiøse Udvikling, men
som p. Gr. a. den usystematiske
Sammenblanding af adskillige forasiatiske
Religionsbestanddele (lidt babylonske, en Del persiske, talrige
gnostiske og mangfoldige Spor af Kristendom,
Manikæisme og Islam), der møder os paa hver
Side heri, byder Forskerne store
Vanskeligheder. Dog synes det, at man som Kernen i
deres Religion kan tale om M. som en
førkristelig gnostisk Sekt, hvorover alle de andre
Bestanddele har lejret sig, mere ell. mindre
harmonisk sammenarbejdet hermed. Denne
gnostiske Mandæisme er af stor Interesse, fordi
vi ingen andre St. har direkte Kilder fra noget
gnostisk System af saa stort Omfang. Af deres
Skrifter ser vi, at Grundlaget for deres
Religion er den antropologiske Dualisme: den
absolute Modsætning mellem Legeme og Sjæl. Den
sidste er en udødelig »Lysfunke« fra
»Lysriget«, Legemet er derimod skabt af den onde
Demiurg, der sammen med sine Hjælpere ogsaa
har frembragt Verden. Livet og Legemet, hele
Tilværelsen er et Fængsel, en Grav for Sjælen.
Men Forbindelse med »Lysriget« kan
Menneskets Sjæl vedligeholde gennem Deltagelsen i
de sakramentale Handlinger. Af disse er især
at fremhæve »Daaben«, ɔ: stadig gentagne
Overrislinger med »det levende Vand«, der
tænkes at strømme ned fra »Lysriget«,
indeholdende guddommelig Kraft. — Talrige Myter
fortæller om Verdens og Legemets Skabelse;
Spaadommene om Verdensforløbets Afslutning
(ved Ild og efter en Kamp mellem Lysets og
Mørkets Magter) er stærkt paavirket af
senpersiske Skr (Bundehesh). Af de talrige
Gudeskikkelser, der omtales i de mandæiske Skr, er
de fleste blege, abstrakte og uvirkelige Væsener
(hyppigst omtales »Livet«, Mana, Nitufta;
Petahil er Deminirgen), blot Manda d’Haijë og
hans Søn og Afbillede Hibilziwa optræder i
Myterne som virkende Personer. Det er dem,
der i Urtiden drager til Underverdenen og
besejrer Mørkets Magt, saa at det herefter er
muligt for Menneskene at blive frelst fra
Dæmonerne. — Den stærke Sammenblanding af
alskens for asiatiske Religionsbestanddele er
rimeligvis et Resultat af M.’s tvungne Stilling
overfor Islam. Dennes Anerkendelse af
»Skriftfolk« (ahl al-kitab) og af Religioner som
Jødedom og Kristendom har bidraget sit til, at M.
i deres Skr, samlet under Pres fra Islam, stærkt
fremhæver, i en stor Historiekonstruktion, deres
ganske imaginære Forhold til Senjødedommen,
og at deres opr. Boplads var i Palæstina; de
assimilerer Johannes Døberen fra Ny Test.
(Jahja) og lader Jordan være synonym med
helligt Vand. — Hele dette Forhold har i lang
Tid i Opfattelsen af M forvirret Forskerne, og
man har antaget M. for Efterkommere af
Johannes Døberens Tilhængere o. m. a. Men hvad
disse Religionsblandings Forhold angaar, er
de sene (fra 8. Aarh. e. Kr.), og et nøje
Studium af Teksterne gør det muligt at fatte
Kernen i den førkristelige mandæiske
Gnosticisme. (Litt.: S. Pallis, »Mandæiske
Studier« [1919]).
Svend Aage Pallis.
Mandæisme, se Mandæere.
mane (Søv.), lægge ell. vise et Tov den rette
Vej. F. Eks. m. Lodline, der bestaar i at lægge
Loddet paa Bakken, hvorfra det skal kastes,
og vise Lodlinen agter efter udenbords uden
om alle Hindringer hen til det Sted, hvorfra
Lodningen skal foretages.
C. B-h.
Manège [dansk ma’næ.sjə, fr. ma’næ.з] (fr.),
Rideskole, Ridehus, Ridebane, Ridekunst, de
Øvelser, man foretager med en Hest for at
dressere ell. uddanne den. I Dansk benyttes Ordet
som Regel kun for at betegne den Kreds i en
Cirkus, hvor Hestene fremføres, sjælden i Bet.
Rideskole og aldrig i de andre Betydninger.
(C. G. B.). O. P.
Manén [ma’næn], Joan, sp. Violinist og
Komponist, f. 14. Marts 1883 i Barcelona, Elev af Alard
og optraadte allerede som Vidunder barn. M. er en
fremragende Violinspiller, der efterhaanden
ogsaa har vundet Ry uden for Spanien paa
talrige Konoertrejser (1908 til Skandinavien), og
har ogsaa Navn som Komponist, særlig af
Violinmusik og nogle Operaer.
W. B.
Maner, d. s. s. Manes.
Manes ell. Di Manes var hos Romerne
alm. Betegnelse for de Afdøde, opfattede som
Væsener, der fortsatte deres Tilværelse i
Graven og herfra kunde gribe ind i de
Efterlevendes Skæbne. Navnet antages at betyde »de
gode« (Guder). Efter gl Tro og Vedtægt maatte
der vises M. bestemte Hensyn; navnlig maatte
Gravstedets gode Orden ikke krænkes ell.
besmittes, og paa visse Tider ofredes til M., især
Mælk, Honning, Vin, endvidere Blomster,
Røgelse o. a. Disse Ofre bragtes ved Graven ell.
paa Gravpladsen, der opfattedes som M.’s
Heldigdom; i den senere Oldtid begyndte
Indskrifterne paa Gravstederne derfor hyppig med
D. M. (Dis Manibus) ell. D. M. S. (Dis
manibus sacrum) ɔ: »indviet til M.«. Dyrkelsen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
