Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landmarskalk - Landmilits - Landmærker - Landnámabók - Landnamstid - Landois, Hermann - Landois, Leonard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fælles Forhandlinger, der indførtes efter
Rigsdagen 1856—58. Ved Rigsdagsforordningen af
1866 forsvandt Landmarskalknavnet i Sverige,
thi Ordføreren ved Ridderskabets og Adelens
nuværende Sammenkomster (Adelsmøder) bærer
ikke denne Titel.
(A. B. B.). A. S.
Landmilits, se Milits.
Landmærker (Søv.) ell. Mærker kaldes let
kendelige Genstande paa Kysten saasom
Kirker, Møller, Huse, Skorstene, Pynter,
Klippetoppe ell. til samme Brug byggede Baaker, der
to og to over eet (dækkende hinanden) angiver en
Ledelinie (Stedlinie), ved Hjælp af hvilken den
Søfarende kan undgaa Hindringer for
Sejladsen enten ved at sejle langs ad en saadan Linie
ell. ved at undgaa at komme i den. L. er ofte
afsatte i Søkortene ell. beskrevne i
Sejladsanvisningerne.
C. B-h.
Landnámabók [’landna.mabo.k],
Landnamsbogen, er et isl. Oldskrift, der handler om og
opregner alle de isl. Landnamsmænd ɔ: dem,
der i 9. og 10. Aarh. nedsatte sig paa Island
(nema land = tage Land i Besiddelse) og blev
Stamfædre for den isl. Befolkning. Deres
Efterkommere opregnes i en længere ell. kortere
Rk., og der knyttes til Navnene ofte mindre,
anekdotemæssige historiske Oplysninger i
Reglen af høj — historisk og især kulturhistorisk
— Værd. Den Maade, hvorpaa
Landnamsmanden tog Land i Besiddelse, dels tilfældig, dels
ved Køb, dels under Iagttagelse af visse
Ceremonier anføres, ligesom ogsaa det som oftest
meddeles, hvorfra han stammede. Hyppig gives
Oplysninger om hans Efterkommere i de første
Slægtled (10. Aarh.) og derved ofte velkomne
Supplementer til de isl. Slægtsagaer, hvorved
disse bekræftes ell. rettes. I det hele er L. ved
sin Fylde af historisk Indhold, men fremfor alt
ved sit Utal af Slægtsregistre den bedste
Prøvesten for Slægtsagaernes Paalidelighed. Der er
nemlig ingen Tvivl om, at den, selv er i højeste
Grad paalidelig. Landnamene opregnes Landet
rundt, idet der i de to Hovedbearbejdelser
begyndes med Ingólfr (s. d.), der bosatte sig i
Reykjavik, herfra følges Kysten mod V., N., Ø.
og S. til Udgangspunktet; der opregnes Fjord
for Fjord, Dal for Dal. Det er en Selvfølge, at
det opr. Landnams Omraade kendtes til fulde
i hver Slægt; Mindet derom levede sammen
med Mindet om Stamfaderen; hertil var jo
Ejendomsretten knyttet. Allerede i 11. Aarh.
var der forsk., saakaldte »frode« Mænd, der
særlig gav sig af med Personalhistorie og
Genealogi; de samlede gruppevis de gl.
Slægtstraditioner, og det er deres Viden, der ligger
til Grund for L. Delvis er denne vistnok bleven
optegnet allerede i 12. Aarh. Men kort efter
1200 har en ukendt Mand foretaget sig at samle
al denne spredte Viden og de spredte
Optegnelser til en sammenhængende, fyldig
Fremstilling. Af Mænd, som vides at have ydet
større Bidrag til Værket, skal nævnes Kolskeggr
den Frode (c. 1100), fra hvem Beretningen om
Østfjordene hidrører; denne er noget mere
kortfattet end det øvrige. Derimod kan det
ikke bevises, at Are frode har haft noget med
L. at gøre. Af Originalværket udarbejdede
Styrmer frode en Afskrift, idet han forøgede
Stoffet med forsk. Anekdoter og Smaaberetninger.
Sturla Tordsson gjorde noget lignende. Begge
disse Bearbejdelser sammenstøbtes af Haukr
Erlendsson (s. d.), der har givet os disse
vigtige Bidrag til L.’s Historie. Der findes 3
Hoved-haandskrifter af L.: A. M., 107 Fol., der
nærmest antages at give Sturlas Bearbejdelse,
Hauksbók i A. M. 105 Fol. og 371, 4, samt
en særlig Bearbejdelse i A. M., 106 Fol., der
sikkert beror paa Styrmer’s Bog og
indeholder den saakaldte Melabók; af denne
haves endnu et lille Brudstykke, hvor Teksten
dog er forkortet. L. er mange Gange udgiven;
særlig nævnes J. Sigurðsson’s i »Islendinga
sögur«, I (Kbhvn 1843), hvor de enkelte
Bearbejdelser er sammenarbejdede til et Hele, samt
»Oldskriftselskabets Udg.« (Kbhvn 1900), hvor
hver Bearbejdelse er trykt for sig. Melabók
er særskilt udgivet 1920. (Litt.: Indledning
til Særudgaven af F. Jónsson, »Oldn.-Oldisl.
Litteraturhist.«, II, og de der anførte
Afhandlinger, samt B. M. Ólsen’s Afhandlinger i
»Aarb. f. n. Oldkyndighed«, 1904—05, 1908, 1910
og 1920; W. Vogt, »Die Frásagnir der
Landnámabók« i »Zeitschr. f. deutsch. Alt.«, LVIII).
F. J.
Landnamstid (landnámatíð, ogsaa
landnámatími og landnámaöld)
kaldes det første Tidsrum af Islands Historie; det
er Islands Bebyggelsestid fra 874 til 930, da
Nybyggerne tog Landet i deres Besiddelse og
bebyggede dette. L. er sammensat af
landnám, egl. Landtagning, og tíð, Tid. At nema
land betyder baade at tage herreløst Land i
Besiddelse og at bebygge dette. Ang. L. se
Island, »Historie«.
B. Th. M.
Landois [laŋdo’a], Hermann, tysk Zoolog,
f. 19. Apr. 1835 i Münster, d. 20. Jan. 1905. Han
studerede først Teologi og blev præsteviet 1859;
allerede forinden havde han tillige studeret
Naturvidenskaberne og blev 1863 Dr. phil. i
Greifswald. 1862 blev han Prof. i
Naturvidenskaberne ved Landbrugsskolen i Botzlar og blev
derpaa 1869 Docent og 1873 Prof. ved
Akademiet i Münster; han var tillige Direktør for det
zoologiske og anatomiske Mus. Foruden
Lærebøger i Zoologi og Botanik (særlig »Der Mensch
und die drei Reiche der Natur« [3 Bd], udgivet
sammen med Berthold og Fribourg) har han
navnlig udgivet en Rk. Arbejder over
Insekterne og særlig studeret deres lydgivende
Organer. Hovedarbejder: »Die Ton- und
Stimmapparate der Insecten« (i »Zeitschr. f. wiss.
Zoologie«, 17. Bd, 1867); »Thierstimmen« (1875).
(C. W.-L.). R. H. S.
Landois [laŋdo’a], Leonard, tysk Fysiolog,
foreg.’s Broder, f. 1. Decbr 1837 i Münster i
Westfalen, d. 16. Novbr 1902 i Greifswald. L.
studerede i Greifswald, blev Dr. med. 1861 og
derefter 1868 Prof. extr., 1872 Prof. ord. i
Fysiologi. Hans videnskabelige Arbejde strækker
sig over mange Omraader, men især arbejdede
han med Blodet (»Die Lehre v. Arterienpuls«,
1872; »Die Transfusion des Blutes«, 1875;
»Beiträge zur Transfusion des Blutes« (»Deutsche
Zeitschr. f. Chirurgie« 1878) og
Hjertesygdommenes kliniske Fysiologi. L. paaviste saaledes
Forkammerpulsbølgen ved Aortainsufficiens og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
