Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Händel, Georg Friederich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
d. 14. Apr. 1759 i London. Til Forskel fra sin
store samtidige, Seb. Bach, hvis Fam. udgjorde
et helt Dynasti af Musikere, stammer H. ned
fra en Slægt, om hvis musikalske Anlæg
Historien intet har at berette. Slægten havde opr.
hjemme i Schlesien, drog senere
(rimeligvis p. Gr. a. Religionskampene) til
Halle, hvor den ernærede sig som
Kobbersmede. H.’s Fader, Georg H.,
emanciperede sig fra denne Tradition, blev
Barber, praktiserede som saadan tillige som
Saarlæge, var Feltskær
i sachsisk, sv. og kejserl. Tjeneste og drev det
til sidst til fyrstelig sachsisk Livkirurg »und
Kammerdiener«. I en Alder af 60 Aar indgik
han anden Gang Ægteskab med en
Præstedatter fra Giebichenstein, Dorothea Taust, der
blev Komponisten H.’s Moder. Meget tidlig
aabenbarede dennes ualmindelige musikalske
Evner sig, til en Grad, som i meget minder
om, hvad der senere berettes fra Mozart’s
Barneaar. I private Kredse vakte H. Opsigt,
ja overvældede engang Hoffet i Berlin ved som
11-aarig Dreng at spille en overmaade
vanskelig kromatisk Kantate fra Bladet fra en simpel
Generalbasstemme. Alligevel holdt Faderen
stærkt paa, at Drengen skulde gaa den
studerende Vej, blive Jurist, og han gav kun for saa
vidt efter for de høje Herskabers
Forestillinger, som det unge Musikgeni ved Siden af sin
Skolegerning fik en Lærer i Musik, den gamle
Organist Zachau i Halle. Under hans
Vejledning gjorde Drengen rivende Fremskridt;
hans første Kompositionsforsøg røber en hel
mærkelig Udvikling og Modenhed. Skønt H.’s
Fader døde allerede, inden Sønnen var færdig
med sin Skolegang, lod denne sig dog, lydig
mod sin Faders Vilje, indskrive som stud. jur.
i Halle 1702. En beskeden Indtægt skaffede
han sig som Organist ved den reformerte
Kirke smst. Længe blev han dog ikke ved
Studeringerne, Musikeren i ham voksede fra
Dag til Dag. Han havde snart erhvervet sig et
vist Navn som Orgelspiller og som Komponist.
Han brød da efter et Aars Forløb overtvært,
opgav Juraen og drog 1703 til Hamburg.
Hamburg dannede paa denne Tid
Knudepunktet for tysk Musikliv. Den nationale tyske
Opera (grundet 1678), den eneste af sin Art,
og berømte Musikere, Reinken,
Telemann, Keiser, Mattheson o. a., gav
Hamburg Glans. Vel var Operaens egl.
Glansperiode dengang forbi, men der var dog nok
tilbage. Her begyndte H., kun 18 Aar gl, sin
Kunstnerbane som beskeden Sekondviolin i
Operaens Orkester. Hans Forbindelse med
Mattheson, denne originale Polymusiker, lige
virksom som Operasanger og -komponist,
Kapelmester, Organist, Kirkekomponist og
slagfærdig Forfatter, skaffede ham dog hurtig
Forbindelser, ogsaa i den hamburgske store
Verden. Til Tider satte dog Rivaliteten imellem de
to Musikere denne Forbindelse paa en haard
Prøve — een Gang kom det til formelig Duel
mellem dem paa offentlig Gade, hvor H.’s Liv
kun ved et rent Tilfælde blev reddet. I den
musikinteresserede, rige Hansestad befandt H.
sig aabenbart vel og lærte meget. En Plan om
at gaa til Lübeck som Buxtehude’s Efterfølger
som Organist strandede heldigvis paa
Fordringen om, at H. skulde tage Organistdatteren
med i Købet — H. blev hele sit Liv ugift. I
Hamburg komponerede han og fik opført sine
fire første Operaer til tyske Tekster (med
italienske Indlæg, som Moden fordrede det),
»Almira« (1705), et Debutarbejde, hvor man paa
sine Steder allerede fornemmer Løvekloen,
senere, »Nero«, »Dame« og »Florindo«, der er
gaaede tabt, dertil en »Johannes-Passion«, hvis
melodiske Ejendommeligheder og korte,
prægnante Kor allerede viser hans typiske
Egenskaber.
Men H. maatte videre, til det Land, der var
Maalet for alle Musikere dengang, Italien. Et
Medlem af det medicæiske Fyrstehus, med
hvem han havde gjort Bekendtskab i Hamburg,
indbød ham til Firenze, og H. var ikke sen til
at efterkomme Indbydelsen. I Italien opholdt
han sig over tre Aar (1707—10), rige paa
Skønhedsindtryk og frugtbare paa Udvikling for
ham. Her lærte han Sangkunstens Bet., fik
Øret aabent for melodisk Vellyd og for
Formens Skønhed. Saa ung han var, kun nogle og
tyve Aar gl, gjorde han sig hurtig gældende,
blev efterhaanden en feteret Kunstner, Il caro
Sassone, som han kaldtes. Ved Hoffet i
Firenze, hos Paven i Rom, i Venedig, i Neapel,
overalt var han en velset Gæst. Med de ledende
Kunstnere, med Mænd som Antonio Lotti,
Alessandro og Domenico Scarlatti,
Corelli o. a., traadte han i personlig
Forbindelse og færdedes meget i fornemme Kredse.
Det var navnlig hans Operaer, der aabnede
Vejen for ham, »Rodrigo« i Firenze og især
»Agrippina« i Venedig, der blev opført 27
Gange i Træk, medens han i Rom
komponerede allegoriske Oratorier i Tidens Stil
(nærmest Operamusik), La resurrezione og Il
trionfo del tempo e del disinganno, og i Neapel
studerede Scarlatti’s Kantatestil
(Hyrdestykket »Acis og Galatea« stammer oprindelig fra
denne Tid, blev senere omarbejdet i London).
Udmærket udrustet, med de herlige
Naturgaver udviklede og modnede under Italiens
frugtbringende Indflydelse, stod H. 25 Aar gl,
da han 1710 drog til England, hans andet
Fædreland. Her tog han Ophold Resten af sit
lange Liv, her er hans største og betydeligste
Værker blevne til, her udvikledes han, i
Medgang og Modgang, langsomt til den Oratoriets
Mester, han blev. Med de engelske, spc. de
londonske Forhold var han nøje
sammenknyttet, i det hele vokset saaledes fast til den eng.
 |
| G. F. Händel. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
