Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Händel, Georg Friederich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jordbund, at Englænderne med nogen Ret i
H. ser en engelsk Komponist. Ganske vist,
uden Bet. er hans tyske Afstamning og
Udvikling ingenlunde, ligesom hans italienske Aar
tæller betydelig med for ham som Kunstner.
H. er i det hele ikke nogen national Komponist,
han er tværtimod Verdensmand som
Komponist, i hvis monumentale Storværker
Tiden som Helhed, uden nationale
Begrænsninger, afspejler sit Indhold. Men nægtes kan det
heller ikke, at Forhold og Tilstande og
Smagsretninger i de eng. Omgivelser, hvorunder han
henlevede største Delen af sit Liv, har været
bestemmende for mangt og meget i hans Kunsts
Fysiognomi. Indflydelse bl. a. fra Henry
Purcell er umiskendelig.
Til England kom H. under Dronning Anna’s
Regering i Egenskab af kurfyrstelig
hannoveransk Kapelmester, en Stilling, han efter
sit Italien-Ophold havde overtaget som Abbate
Steffani’s Eftermand. Kurfyrsten af Hannover
var dengang designeret Konge af England, de
musikalske Forhold ved det hannoveranske
Hof var særdeles gunstige, navnlig Kapellet
fortræffelig sammensat. Alligevel fik denne
Stilling ingen Bet. for H.; han søgte og fik
gentagne Gange Orlov for at rejse til London,
og ofte overskred han betydelig Grænserne for
den meddelte Orlov. Han kom derved i et skævt
Forhold til det hannoveranske Hof, hvilket
let kunde være blevet vanskeligt for ham, da
Kurfyrsten 1714 under Navn af Georg I besteg
den eng. Trone. Forholdet kom dog hurtig i
den bedste Orden, man fortæller ved Hjælp af
en Serenade, H. havde komponeret til en
Baadfart, Kongen foretog paa Themsen, den
saakaldte »Wassermusik«, hvis indsmigrende
Klange behagede Majestæten, saa at han tilgav
sin Kapelmester.
De første ti Aar i London udgjorde H.’s
lykkeligste Tid. England var dengang ikke
længere selv producerende i Musikkens Verden,
Udlændinge var overalt de toneangivende. H.
blev hurtig en af de første. Som fuldendt
Verdensmand bevægede han sig ved Hoffet og i
den fornemme Verden. Allerede under
Dronning Anna oppebar han en Pension af 200 £
St. aarlig, hvilken Sum Kong Georg fordoblede,
medens han modtog endnu andre 200 £ St.
som Lærer for Prinsesserne. Dertil kom
betydelige Indtægter fra H.’s Operavirksomhed,
saa at hans finansielle Stilling var udmærket.
Hans første Opera, Rinaldo (1711), gjorde stor
Lykke, de flg., Il pastor fido og Tedeo vel
mindre, men til Gengæld vandt han ganske
Englænderne for sig ved sit til Forherligelse
af Freden i Utrecht komponerede Te deum
(1713). Paa en Rejse til Tyskland i Kongens
Følge 1716, hvor han ogsaa besøgte sit
Fædrenehjem i Halle, komponerede han en
Passionsmusik (til Brocke’s Tekst), hvis herlige
Arier senere i rigt Maal blev anvendte af ham
i forsk. Operaer. Aaret efter trak han sig for
en Tid tilbage fra Teatret og tilbragte tre
lykkelige Aar paa Slottet Cannons ved London som
Hertugen af Chandos’ Kapelmester, Organist
og Komponist. Fra disse Aar skriver sig bl. a.
2 Te deum’er og 12 Anthems (Hymner ell.
Motetter med eng. Tekst), kirkelige Værker,
hvis Stil har dramatiske Tilknytningspunkter.
De danner interessante Forstudier til hans
senere Oratorier.
Med Aaret 1720 begynder et nyt Afsnit af
H.’s Liv. Det nævnte Aar aabnede det
nydannede Royal academy of music sine
Forestillinger i London, et af Hoffet og Aristokratiet
protegeret Foretagende, som i Begyndelsen
havde Lykken med sig, men i Aarenes Løb
maatte kæmpe med adskillig Modgang. Indtil
1728, da denne Operascene opløste sig,
komponerede H. for den en Rk. Operaer, som slog
hans Navn fast og drog Verden rundt:
Radamisto, Muzio Scevola, Floridante, Ottone,
Flavio, Giulio Cesare, Tamerlano, Rodelinda,
Scipione, Alessandro, Admeto, Ricardo, Siroë
og Tolemeo. Alle Haande indre og ydre
Vanskeligheder, Teaterintriger, de optrædende
Primadonnaers opblæste Væsen, personlige
Stridigheder, Bononcini’s Optræden som
konkurrerende Komponist, endelig Gay’s
persiflerende Foretagende »Beggar’s Opera«, alt
bidrog til at gøre H. Livet surt. Alligevel gav
han ikke tabt, sluttede sig til Heidegger, der
startede Operaen paa ny, rejste til Italien og
indtraf i Efteraaret 1729 med nyengagerede
Kræfter til London. For dette Foretagende
komponerede han Operaerne Lotario,
Partenope, Poro, Ezio, Sosarme og Orlando, men
1732 maatte dette Foretagende ogsaa lukke.
H.’s Modstandere dannede en
Konkurrenceopera med Porpora og senere Hasse som
ledende musikalske Kræfter, medens H. atter
rejste til Italien for at engagere ny Sangere
og til sidst maatte føre sin Opera for egen
Regning. Det maatte da ende med hans
finansielle Ødelæggelse. Fra disse Aar stammer en
ny Rk. af H.’s Operaer, Arianna, Terpsichore,
Ariodante, Alcina, Atalanta, Giustino, Arminio,
Berenice. Da kom Katastrofen. H.’s Opera
maatte ophøre, han selv mistede hele sin
Formue, et Slagtilfælde ramte ham og gjorde ham
en Tid lang helt aandssløv. Det var 1737.
H. var dengang over et halvthundrede Aar.
Det forhindrede ham dog ikke fra atter at
rejse sig, ja han blev i Grunden først efter
dette Tidspunkt den H., der har særlig Bet.
for Musikhistorien, nemlig Skaberen af sine
store, monumentale Oratorier. Efter en heldig
gennemgaaet Badekur i Aachen vendte H.
tilbage til London med friske Kræfter. De
italienske Operaer kommer nu sparsommere for
til Slutn. ganske at standse. Som de sidste skal
nævnes Faramondo, Serse, Jove in Argo,
Imeneo, Deidamia. Fra 1740 vier han sine Kræfter
udelukkende til Oratoriet. — H.’s Operaer
kendes alt for lidt. Man affærdiger dem i Alm.
med Betegnelsen »italienske Operaer« og lader
det blive dermed, med Urette. Thi vel har H.’s
Operaer ikke grundlæggende Bet., men de
staar bl. de bedste fra den italienske Operas
store melodiske Periode og indeholder en Fylde
af melodiske Momenter. Deres Svagheder
hænger sammen med hele Stilen dengang, det
sentimentale Indhold og de alt for mange
Arier.
H.’s egl. Manddomsgerning ventede ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
