Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Gerhart Hauptmann (født 1862)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
718 Gerhart
Hauptmann
Johannes Vockerat er halvvejs en Shelley, halvvejs
en Pedant. Han har Ret, fortvivlet Ret, i sine Udfald
mod den filistrøse Tænkemaades «forbandede Nonsens»,
ligesom i sine Udbrud imod «det, som lugter af smaa
Sjæle» - om det end alene er Forelskelsen, der bringer
ham til saaledes at fare op, og om han end med næsten
raa Heftighed anklager og fornærmer sin skælvende
Hustru. Smuk er hans straks derefter op-flammende
Begejstring for hendes Hjertensgodhed. Men han er
kun Pedant, naar han - clichéagtigt - sammenligner
sig med «Pegasus i Aaget», eller naar han kalder
Vennen «en ussel Igno-rant» og gør sin Katharina
dannelseshovmodige Bebrejdelser, fordi hun ikke straks
har opfordret den fremmede Frøken til at forlænge
sit Ophold. Han bruger endda Vendinger som disse:
«Du burde rentud febrilsk gribe enhver Lejlighed,
der fremb3rder sig for dig til at komme lidt videre
frem! Du burde ligefrem gribe en saadan Lejlighed ved
Haarene, formelig holde den fremmede Frøken fast! Jeg
fatter ikke, at man kan være saa ligegyldig.«
Han er ret dum i den grovkornede Naivetet, med
hvilken han bestandig fabler om den unge Pige uden
Anelse om, at han derved kan saare Kathe eller vække
hendes Skinsyge. Og han bliver næsten sublim i sin
klippefaste Overbevisning om, at det, der drager ham
til Frøkenen - Venskab, som det synes; navn-løst, som
det er - kun er en fuldstændigt berettiget Følelse,
som ikke raner Nogen noget, og som ikke skader Nogen.
Anna, den fremmede Frøken, er tegnet med faa
Streger. Hun gør et tint, yndefuldt Indtryk. Fri og
sikker af Væsen, ganske Dame og helt igennem den
selvstændige unge Pige, bliver hun, saasnart hun
gribes af Lidenskaben, usigeligt kvindelig og blid. Om
hendes Aandrighed, som fængsler den vansmægtende
Tænker, faar vi ingen Vidnesbyrd. Hvad hun siger
er, naar hendes Hjerte ikke taler, almindeligt, og
hendes af Johannes anførte Bemærkninger om de tyske
Kvinder, hvis Synskres er Køkken og Barneværelse, er
ikke alene flade, men i det givne Tilfælde en Smule
smagløse. Dog dybt følt af Digteren er hendes Afsked
fra Huset, hendes Bøn om Fotografierne af Kathe og -
af Johannes, hendes sande og rørende Replik:
«Ligemeget! Hvad man har nydt, det har man nydt. Man
maa nøjes. Over Tingene ligger en Duft, et Pust;
det er det JBedste». Og hun har træffende, malende
Udbrud som f. Eks.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
