Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Max Klinger (født 1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
690 Max
Klinger
hurtigt forbi, da Klinger især droges af Ansigtets
aandfulde, gaadefulde eller perverse Udtryk som
hos Beethoven eller Salome. Nu er det udelukkende
det nøgne Menneskelegems talløse Hemmeligheder og
plastiske Muligheder, dets bevægede og uudgrundelige
Fornuft, i Kraft af hvilken de fineste Kræfter paa
den mest forviklede Maade griber ind i hverandre, som
tiltrækker ham og lokker ham til Genfremstilling. Og
han er lier original, ikke blot ved Selvsyn som
enhver ærlig Billedhugger, men ved Selvtænkning,
inderlig som han er. I hans Broncer, f. Eks. i de
tre Danserinder, der uden at røre hinanden, frit og
overmodigt bevæger sig i Runddans, træder dels hans
grundige Studium af Menneskelegemet, dels Geniets
Gratie og legende Lethed, der ellers er sjælden hos
ham som hos enhver Tysker, tydeligt frem.
Dog hans Attraa er det monumentale Kunstværk i største
Stil. Han har nylig anlagt et stort Arbejde, en
Gruppe, som han har givet Navnet Drama. En nøgen Kæmpe
med atletiske Legemsformer, der sidder paa Klippejord,
stræber med en Anstrengelse, der strammer alle
Legemets Muskler, at rive en Træstump op af Jorden
for med den at forsvare en døende Kvinde, der ligger
udstrakt med Armene om en Klippespids. Hovedfiguren
er ypperlig, men selve Gruppen vel løst komponeret
til ret at kunne virke ved Modsætningen mellem det
fine, døende Kvinde-legem og det stærke Mandslegems
lidenskabelige Voldsomhed. Stort er dog det Hele
anlagt og følt.
Hvilken Modsætning mellem Klingers Udgangs- og
foreløbige Slutningspunkt! De lette, flagrende,
absurde Fantasier og Fantasterier over hans Skønnes
tabte Handske, henkastede med Rader-naalen, og denne
storladne Gengivelse af det nøgne Menneske-legems
indre Fornuft! Han begyndte med at fantasere over
Livet; han fordybede sig dernæst (i Raderingsfølger
som Dramer eller Et Liv, i maleriske Værker
som Korsfæstelsen) med Rædsel og Medlidenhed i
Tilværelsens Uret og i Dødens Gru. Saa arbejder han
sig i Kraft af den Skønhedsdyrkelse, der er Kærnen i
hans Væsen, ud af enhver Forstemthed og fremstiller i
de kostbareste, skønneste Stoffer det Kostbareste og
Skønneste, der gives, det af en Menneskesjæl bevægede
nøgne Legem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
