Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Max Klinger (født 1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Max Klinger
689
trives frodigt i det moderne Italiens Skulptur,
vil med Strenghed fastholde det plastisk Væsenlige
og har kun ét for Øje: Stil. Men Farven er for ham
Bindeleddet mellem de tre Kunster, der nødvendigvis
maa samarbejde, hvis en ny Rumkunst skal opstaa:
Arkitektur, Billedhuggerkunst og Maleri; thi den
alene har de tilfælles.
Medens de fleste Billedhuggere i vore Dage betragter
deres Arbejde som endt, naar det staar færdigt i
Gibsen, foretager Klinger Rejse efter Rejse for at
finde Marmor, der svarer til en ham foresvævende
Idé. Han maler ikke det Nøgne, men han søger gerne
Marmor, der stemmer overens med den Hudfarve, han
attraar. Derfor har han tumlet sig saa meget i det
græske Øhav.
En Dag fandt han paa Syra, en Ø, der stiger op
af Havet som et Marmorbjerg, nede ved Havnen et
Trappetrin af Marmor, der skinnede med Kødfarve. Han
rastede ikke, før det var i hans Besiddelse, og tog
det med sig hjem. Blokken var smal; men i Leipzig
udhuggede han af den sin Åmfitrites herlige Hoved
og Legem. Til Arme var der ingen Plads, og da der
heller ikke med Pløkke lod sig befæste Arme til
Skuldrene, er den skønne Statue forbleven armløs som
enkelte af Oldtidens, der har mistet deres Lemmer
ved Vold. Ved den af Klinger anvendte Politur har
den sjældne Sten faaet endnu stærkere Skær af et
aandende Menneskelegeme. Klinger skyr at behandle
Stenen med Syrer, der gør den gulig og med Tiden
mørk; den Behandlings-maade med Voks, som Grækerne
anvendte, kendes ikke mere. Ægte kunstnerisk er i
ethvert Tilfælde dette personlige, lidenskabelige
Forhold fra Billedhuggerens Side til det Materiale,
i hvilket hans Værk bliver Eftertidens Arv.
Amfitrite staar dér stolt og dejlig, slank og høj,
nøgen til under Lænderne. Klædebonnet falder ned
fra Hofterne, ladende Bugen og det øverste af
Laarene fri. Det er ved Hoften fastgjort med en
Gemme. Udført er det af en Art Tyroler-Marmor, der
ligner det pariske, og ligesom fugtigt klæber sig til
Havgudindens Ben, for gennemsigtigt at lade Lemmernes
Skønhed komme til sin Ret. Dette Marmor er malt
lyseblaat. Haarets mørke Masse foroven har Klinger
søgt at bryde ved et Net af Guldtraade. Øjnene er af
Rav. Ansigtet er roligt med den unge, modne Kvindes
harmoniske Udtryk. Men Alt er lagt an paa at fremhæve
den idealtskønne, nøgne Torso. Den Tid var forholdsvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
