Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
630 Friedrich
Nietzsche
en foreløbig Trøst: Gud ofrer sig for Menneskets
Skyld, gør sig betalt i sit eget Kød og Blod.
Det, som her er sket, er, at Grusomhedsdriften, der
er slaaet ind, er bleven til Selvpineri, og alle de
dyrisk-menneske-lige Drifter omfortolkede som Skyld
imod Gud. Ethvert Nej, Mennesket siger til sin Natur,
sit virkelige Væsen, slynger det ud af sig som et Ja,
en Virkelighedserklæring, gældende Gudens Hellighed,
hans Dommer- og Bøddelvæsen, og dernæst Evighed,
Hinsides, Kval uden Ende, evig Helvedsstraf.
For ret at forstaa Forsagelses-Idealernes Opstaaen
maa man desuden betænke, at de ældste Slægter af
aandige og til Betragtning hengivne Naturer levede
under et frygteligt Tryk af Ringeagt fra Jægernes
og Drabsmændenes Side. Det Ukrigerske hos dem var
foragteligt. De havde intet andet Middel til at begaa
sig end det at fremkalde Frygt. Det kunde de kun
gøre ved Grusomhed mod sig selv, Spægelse, Selvtugt
under Eneboerliv. Som Præster, Spaamænd, Troldmænd
slog de da Masserne med overtroisk Rædsel. Præsten,
der spæger sig, er den stygge Larve, af hvilken den
sunde Tænker har udviklet sig. Ved Præstens Herredømme
blev vor Jord Forsagelsens Klode: en Ravnekrog i
Himmelrummet, beboet af misfornøjede og hovmodige
Skabninger, der væmmedes ved Livet, afskyede deres
Planet som en Jammerdal, og som opfyldte af Nid og
Nag mod Skønhed og Glæde tilføjede sig selv saa meget
Ondt som muligt.
Alligevel er naturligvis den Selvmodsigelse,
vi finder i Spægelsen: Livet anvendt mod Livet
kun tilsyneladende. I Virkeligheden svarer
Forsagelses-Idealet til et hensygnende Livs dybe
Hang og Trang til Pleje og Lægedom. Det er et Ideal,
sorn tyder paa Svækkelse og Træthed; ogsaa ved Hjælp
af det kæmper Livet mod Døden. Det er et Kunstgreb
til Livets Selvopholdelse. Forudsætningen for det
er Sygelighedstilstanden hos det tæmmede Menneske,
Væmmelsen ved Livet med Ønsket om at være noget Andet,
være andensteds, dette Ønske drevet til højeste
Inderlighed og Lidenskab.
Den selvplagende Præst er Legemliggørelsen af selve
dette Ønske. Ved dets Magt holder han den hele Hjord
af forstemte, forknyttede, fortvivlede, forulykkede
Væsener fast ved Livet. Netop fordi han selv er syg,
er han deres fødte Hyrde. Var han sund, vilde han
med Uvilje vende sig bort fra al denne Attraa efter
at omstemple Svaghed, Misundelse, Farisæisme, falsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
