Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche
629
uden Mage har da bemægtiget sig dem. Og alle de
Instinkter, der ikke turde faa Luft udadtil, de
vendte sig nu indad mod Mennesket selv: fjendtligt
Sindelag, Grumhed, Drifterne til Afveksling, Vovespil,
Overfald, Forfølgelse, Ødelæggelse - da opstod den
onde Samvittighed.
Da Staten blev til - ikke ved en Samfundspagt, som
Rousseau og hans Samtid forudsatte - men ved at en
Erobrer-Stamme med frygteligt Tvangsherredømme slog
ned paa en talrigere men uorganiseret Befolkning,
da slog alle dennes Frihedsinstinkter ind; den
virksomme Kraft, Attraaen efter Magt vendte sig
mod Mennesket selv. Og paa denne Jordbund spirer da
disse Skønhedsidealer: Selvfornegtelse, Selvopofring,
Uselviskhed. Lysten til Selvopofring er i sin Spire
en Art Grusomhedstrang; den onde Samvittighed er en
Attraa efter Selvmishandling.
Man følte nu efterhaanden sin Skyld som Gæld,
til Fortiden, til Forfædrene, en Gæld, der burde
tilbagebetales ved Ofre - i Begyndelsen til Næring
i groveste Forstand - ved Æresbevisninger og ved
Lydighed; thi alle Skikke er som Forfædrenes \7ærk
ogsaa deres Befalinger.*) Der er en evig Angst for
ikke at give dem nok, man ofrer dem det Førstefødte,
den Førstefødte. Frygten for Stamfaderen stiger,
alt som Slægtens Magt tager til. Undertiden bliver
han omdannet til en Gud, hvorved da Gudens Oprindelse
af Frygten tydeligt ses.
Skyldfølelsen mod Guddommen er Aarhundreder igennem
stadigt stegen, indtil den kristelige Guddoms
Anerkendelse som Almengud bragte den størst mulige
Sum af Skyldfølelse til Udbrud. Først i vore Dage
spores en kendelig Aftagen af denne Skyldfølelse;
men hvor Syndsbevidstheden naaer sit Højdepunkt, der
har den onde Samvittighed ædt om sig som en Kræft, saa
Følelsen af det Umulige i at gøre Fyldest for Skylden,
for Synderne, er eneraadende og Tanken om evig Straf
forener sig med den. Stamfaderen (Adam) tænkes nu
ramt af en Forbandelse, Synden er Arvesynd. Ja ind i
selve Naturen, af" hvis Skød Mennesket udgaar, lægges
det onde Princip; den er forbandet, for-djævlet -
indtil vi staar foran den paradokse Udvej, i hvilken
den martrede Kristenhed henved et Par tusind Aar har
fundet
*) Man sammenligne Lassalles Lære om den
oprindelige romerske Religion, ovenfor S. 443.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
