Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440 Ferdinand
Lassalle
anskuelse af Liv og Død. Saalænge Folkeaanden i Rom
endnu er uanfægtet, hel og fast i sin Støbning, kan
Arvingens personlige Interesse endnu ikke gøre Oprør,
fordi Arven netop er denne Foike-aands bindende og
helligste Grundvæsen, dens Udødeligheds-Idé. Lang
Tid gaar da hen, inden Arvingen vover principielt at
erklære, at han vil have Noget, ubetinget, for sig,
ikke blot formelt, i Forhold til Legatnyderen. Og
dog maa dette komme; thi den sunde Menneskeforstand
lader sig ikke holde ude. Den Falcidiske Lov betyder,
at Usandheden i den Fiktion, der fra Begyndelsen af
ligger til Grund for det hele Arvevæsen, nu ogsaa
bliver fastslaaet og erkendt. Med lex Falcidia
begynder derfor det hele romerske Arvevæsens
afgørende Undergang. Og dog - selv nu finder den
romerske Folkeaand i Arverettens Tempel et Kapel,
hvorhen den kan redde sit Allerhelligste. Under
Augustus kom lex Falcidia ud, og endnu under samme
Kejser udkommer Loven om fideikommissarisk Arv, der
aabner Arveladeren et nyt Asyl. Hvem der er Arving
paa Grundlag af denne frivillige Troskab (fides) mod
Folkeaanden og dens hellige Overleveringer, tør og
kan ikke gøre Brug af den nye Tvang, Arvingen ved den
foregaaende Lov fik Ret til at udøve mod Arveladeren,
og har intet Krav paa Afdrag efter lex Falcidia.
Saalænge romersk Aand eksisterer, stræber den
da at holde fast ved Sandheden af hin Fiktion om
Fortsættelsen af Arveladerens Viljes-Eksistens og
om hans og Arvingens Viljes-Identitet. Hvor ofte
end Historien under sin Udviklingsgang stempler den
som usand, Folkeaanden søger stedse at frelse den,
om end i nok saa afbleget en Skikkelse. Testamentet
er da for det romerske Folk en Dyrkelse af dets egen
Væsen; thi det er den højeste Selvstadfæstelse af
den almene Folkeaand, hvortil Romerne overhovedet
bringer det, og alt det er Kultus og af religiøs
Natur, hvori et Folk fejrer den offenlige Aand, der
gennemtrænger det. Derfor sker Testeringen ikke blot
i Folkeforsamlingen og i Præsternes Nærværelse, men i
de udtrykkeligt kun til religiøse Formaal sammenkaldte
Komitier. Og derfor bliver Romerens Vilje, som var
Privatvilje medens han levede, til offenlig Vilje
efter hans Død. Tit er det blevet sagt, at den
romerske Testator paa Grund af sin uindskrænkede
Frihed overfor den paa Lov beroende Intestatarvefølge
kunde sammenlignes med en Lovgiver. Men dette er
altfor lidet sagt. Det var i Rom Skik, at Arveladeren
ikke blot i Testamentet men ogsaa i Indskriften paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
