Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
439
Onde, fortæller han videre, foresloges den Furiske Lov
(omtrent 183 f. Kr.), der bestemte, at med Undtagelse
af visse Personer maatte ingen Legatnyder faa større
Arv end 1000 Asses (en ringe Sum). Men, vedbliver
Gajus, heller ikke denne Lov opnaaede Hensigten,
da man dog udtømte Formuen i Legater. Derfor blev da
den Voconiske Lov givet (omtr. 169 f. Kr.), hvilken
bestemte, at Ingen paa Grund af et Legat kunde faa
mere end Arvingen fik, saa det ved denne Lov dog
idetmindste syntes sikret, at Arvingen overhovedet
fik Noget. Men heller ikke dette hjalp. Thi ved
Udstykning af Formåen til et stort Antal af Legater
kunde man efterlade Arvingen en saadan Ubetydelighed,
at det for ham dog ikke kunde lønne sig for en saa
ringe Fordels Skyld at tage den hele Arvs Byrder
paa sig. Saa blev da tilsidst den Falcidiske Lov
(omtr. Aar 40 f. Kr.) udstedt, i Kraft af hvilken det
ikke længer stod Nogen frit for at raade over mere
end 3/4 af sin Formue ved Legater, og saaledes maatte
Arvingen da nødvendigvis faa en Fjerdedel af Arven.
Gajus, paa hvis Tid efter Lassalles Mening den gamle
metafysiske Opfattelse ikke mere forstodes, saa i de
hinanden afløsende Bestemmelser kun en Stræben efter
at forbedre uheldige Lovredaktioner. For Lassalle
derimod er disse tre et Tidsrum af 150 Aar omspændende
Love et Vidnesbyrd om en haard og langvarig Kamp,
som den romerske Aand har kæmpet med sine egne
inderste Anskuelser, og denne indre Krig føres ikke,
som man har ment, mellem Arving og Legatnyder,
men mellem Arvelader og Arving. Legatnyderen er kun
Prygledrengen, paa hvis Ryg Arvingen giver Arveladeren
sine Hug. Det ses, mener Las salle, tydeligt nok
af Lovenes Rækkefølge. Der gaas ud fra de tolv
Tavlers Ret, ifølge hvilken Legatnyderens Stilling
er gunstigst. Pludseligt bliver den allerugunstigst
ved den Furiske Lov, saa væsenligt forbedret ved
den Voconiske Lov, idet Legatnyderen kan erholde den
fulde Halvdel af F.ormuen, saa endnu gunstigere ved
den Falcidiske Lov, ifølge hvilken han endog kan
erholde tre Fjerdedel af Formuen - en Bevægelse,
der sammenlignet med Arvingens parallele Situation
(som jo ogsaa ved den sidste Lov bliver gunstigst) er
uforklarlig under den Forudsætning at Kampen opfattes
som staaende mellem Legatnyder og Arving. For Lassalle
er Kampen overhovedet af ganske anden Art, det er den
personlige Egenkærligheds, den sunde Menneskeforstands
Kamp imod en hel Folkeaands oversanseligt-religiøse
Grund-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
