Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
441
Gravmonumentet, som han ofte i levende Live lod rejse,
fastsatte en Forrauesstraf for Salg, Udlejning eller
Bortpantning af Gravstedet, Bøder der altid var at
betale til Vestalindernes eller Ypperstepræsternes
Kasse eller til det offenlige Skatkammer. Og en
saadan Arvelader behøvede ikke at gentage disse
Straffetrusler i Testamentet. Hvorfra tog han denne
Magt til at straffe? Efter alle gængse Begreber om
romersk Arveret kunde han dog kun true Arvingen med
Sligt, og han truer den fremmede Køber med samme
Straf som Sælgeren. Denne Gravret viser paa Grund
af sin dobbelte Ejendommelighed: formelt ikke at
være noget Testament, men reelt efter sit aandelige
Indhold at være det samme som et Testament o: en
sidste Vilje angaaende Bevarelsen af Testators Jeg,
paa det Skarpeste hvad der følger af Testamentets
Begreb, dets aandige Betydning, l Døden tilkommer
der Romeren en Ret, som han i levende Live aldrig
besad; i Døden forklarer han sig til Lovgiver. Den
Døende maa forklare sig til Lovgiver efter sit
Begreb og i sin egen Interesse; thi han skal jo
nu sætte sin Vilje som en varende og blivende og
ligeoverfor den hele Omverden bestaaende, 3: som
Lov. Og han maa og kan ogsaa optræde som Lovgiver
overfor de andre Retspersoner og gøre Indgreb i
deres Retsomraade. Thi overfor hin oversanselige
Interesse, som Folkeaanden nærer for ham, kommer
de andre Rets-personer, der i Sammenligning med
ham, den Døde, er blotte Privatpersoner, slet
ikke i Betragtning. Langsomt fuldbyrdes saa under
Romerrigets Historie det metafysiske Begrebs Overgang
til Formuesbegrebet og Viljesfortsætterens Forvandling
til Formues-Arving, indtil endelig under Justinian ved
Indførelsen af Arv sub beneficio uwentani Arvingen
forkynder Formue-Erhvervelsen som det Afgørende, ja
Eneste i hans Forhold til Arveladeren. Men hermed
er da ogsaa Afgnidningsforholdet og Udslettelsen
af Folke-Ejendommeligheden til Ende og den romerske
Folkeaand forbi.22
Saavidt Lassalle. Vi saa, at Romerretten oprindeligt
ikke kendte Testamentfuldbyrdelsen. Imidlertid fandtes
dog allerede dengang Trangen til en saadan Indretning,
som den vi nu kalder Testamentfuldbyrdelse, og man
søgte ad andre Veje at tilfredsstille den. Saaledes
kunde man gøre Arvingen selv til Testamentfuldbyrder,
idet man unddrog ham Arven ved at paalægge ham
Byrder. Arveladeren havde Ret til at udtømme sit hele
Efterladenskab i Legater, saalænge til han ved den
Furiske, den
G. Brandes: Samlede Skrifter. VIL
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
