Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Paul Verlaine (1844–1896)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk Lyrik
271
Skiften af: Jeg tror og jeg synder, og: Jeg tror
og jeg angrer. I Fortalen til Samlingen Sagesse
hedder det: « Forfatteren, som fra nu af er Kristen,
har kastet sig ned foran det Alter, han længe havde
miskendt, tilbeder Algodheden og anraaber Almagten. >
Og Pendulet begynder at svinge mellem hans Instinkter
og den Tro, hvortil han klamrer sig. Med en Nyomvendts
Iver farer han her løs paa dem, «hvis hadværdige Sæder
han fordum, ja nylig, hyldede^. Og i en Nyomvendts
endnu overmaade usikre Stil og upassende Tone udtaler
han sin Rettroenhed og sine Sjælekampe: Jeg vil
ikke! jeg er uværdig, o du Kærlighedens Rose, du, alle
de Helliges Hjerte, du som var Israels nidkære Gud,
du kyske Bi, der ene sætter dig paa Uskyldighedens
halvtoplukkede Blomst I Hvem, jeg, jeg skulde kunne
elske dig! Er I gale. Fader, Søn og Helligaand? -
[Og Gud svarer]: Du maa elske mig; jeg er disse Gale,
sorn du nævner. Det lyder i Grundskriften:
Seigneur, c’est trop! Vraiment je n’ose.
Aimer qui? Vons?
Oh non! Je suis indigne et n’ose. Oh vous aimer
je n’ose.
J e ne veux pas, je suis indigne. Vous, la Rose
Immense des purs vents de l’Amour, 6 Vous, tous
Les cæurs des saints, 6 Vous qui futes le Jaloux
D’Israél, Vous, la chaste abeille qui se pose
Sur la seule fleur d’une innocence mi-close,
Qui, moi, moi, pouvoir Vous aimer! Etes Vous fou
Pére, Fils, Esprit?
Il faut m’aimer, je suis les Fous que tu nommais.
For fuldt Alvor synes dette største Delen af vore
Dages Franskmænd ægte Religiøsitet. Charles Morice
siger: Denne Poesi var uhørt i den franske Literatur,
og jeg véd kun Dante, med hvem man kunde sammenligne
Digteren af Sagesse. Beundringen kan uden Overdrivelse
kaldes almindelig.
Rigtignok findes der i denne Samling de dejligste
Digte. Saaledes det berømte, i hvilket Verlaine
sammenligner sig med den stakkels Kaspar Hauser, det
hjemløse, sydtyske Hittebarn, i hvem man en Tidlang
saa en Fyrstesøn: Mændene fandt ham ikke snedig,
Kvinderne fandt ham ikke smuk:
Je suis venu, calme orphelin, Riche de mes seuls
yeux tranquilles, Vers les hommes des grandes villes:
Ils ne m’ont pas trouvé malin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
