Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Paul Verlaine (1844–1896)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272 Fransk
Lyrik
A vingt ans un trouble nouveau Sous le nom
d’amoureuses flammes M’a fait trouver belles les
femmes: Elles ne m’ont pas trouvé beau
Her fremtræder Personligheden smukt, ydmygstolt,
værdigt uden Hævden af nogen Værdighed. Her er Stilen
helt fri for Kunstleri. Efterhaanden blev den det
mindre og mindre. Dog endnu i Parallélement har
Verlaine Vid nok til med fin og let Selvironi at
skrive Vers i sin egen Maner. Et Digt, der hedder
A la maniere de Paul Verlaine, udmærker sig med al
dets Uforstaae-lighed rent musikalsk ved en sjældent
vellydende Samklang af Ord: Rim i Linjerne som ved
Linjernes Ende, et helt sødt ringende Klokkespil af
Rim hos denne Rimenes Foragter:
G’est å cause de la clair de lune Que j’assume ce
masque nocturne Et de Saturne penchant son urne Et
de ses lunes l’une aprés Tune.
Fortsættelsen er gaadefuldere. - Tilsidst er dette
løbet ud i den rent meningsløse Musiceren med
ubegribelige Ord eller som hos adskillige Yngre
(den tidligt afdøde Jules Laforgue, Gustave Kahn)
i et fuldstændigt Brud med Versets Love i en rytmisk
Prosa, som ved Sætterens Hjælp faar Skin af Vers,
Vers med ubestemte Klangligheder, udviskede Mindelser
om rigtige Rim. Men hos Verlaine er Versbehandlingen,
naar hans sidste Leveaar undtages, endnu i Reglen
udsøgt.
Det er Lamartines gamle Melodiøsitet og yndefulde
Skødes-løshed, der her er opstanden paany. Og dog
minder aandeligt Intet hos Verlaine om den sunde
og fornemme Lamartine, og personligt erindrer vel
om muligt endnu Mindre om denne store Herre hos
den stakkels Zigøjner, der tilbragte sit Liv paa
Kvistkamre og Kafeer, i berygtede Huse og Hospitaler,
fordrukken og fortæret af fæle Laster og fæle Sygdomme
i Flok. Nej, man maa over Alfred de Musset vende
tilbage til selve den moderne franske Digtnings første
Kildespring, til dens Stamfædre, Charles af Orléans
og Francois Villon, for at finde Verlaines. Ved sin
fine og dybe Følelse for Naturen, ved sin Blanding
af barnlig Troskyldighed i Udtrykket og Elegance i
Versets Slyngning og Form minder han om Charles af
Orléans, der, fangen ved Azin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
