Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Dyret i Mennesket (Paul Bourget, f. 1852, Maupassant, Tolstoj, Zola)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210 Dyret i
Mennesket
Om den formindskes ved en rundrejsende Moral-Agitation
som den, han i sin Tid slog ind paa, er et aabent
Spørgsmaal. Sikkert er det, at han har forringet sine
store opdragende Romaners kunstneriske Værdi ved den
Sjælesorg, der behersker dem.
Nu kommer Tolstoj. Han har en russisk «Junkers»
civile og militære Erfaringer bag sig og han drager
Slutninger ud fra disse overfor Mænd, der aldrig
har været «Junkere», aldrig ført Junkerliv, maaske
aldrig udvist Raahed i Forholdet til det andet
Køn. Men paa Saadanne Læsere gør nødvendigvis han
som de andre Sædelighedsforkyndere i deres Kamp mod
Samfundsmoralen Indtryk af Puritanere, der angriber
Papister. Den udviklede Læser interesserer sig ikke
for indre teologiske Fejder. Munkekævl! som Ulrich
von Kutten skrev om Luthers første Angreb paa Paven.
Der gives sikkert endnu i vore Dage (eller allerede
i vore Dage) Mænd, der paa afgørende Punkter føler
som Grækere fra det gamle Hellas’s bedste Tid,
Mænd, for hvem Tvedelingen af det Dyriske og det
Menneskelige ikke er til, Mænd, der aldrig har
væltet sig i Pølen, ingen ond Samvittighed har og
ingen Omvendelse har behov. Disse Digtere kommer
nu til dem og behandler dem som Drankere af Fag:
For Himlens Skyld, til-raaber de Læserne, ikke en
Draabe Vin over jere Læber! Ser jer om! I lever i en
Verden af Drukkenbolte og Delirister. Se, dér ligger
En i Rendestenen døddrukken indtil Umenneskelig-hed;
dér ligger En skælvende med dansende Muskelfibre,
dødssyg i en Celle af Madratser. For Himlens Skyld,
tøm intet Glas Vin!
Og imens modnes Druer under Solens Straaler; de hænger
der, mørke og lyse, og Dionysos, Vinens og Tragediens
Gud, staar med det grønne Løv om Panden og rækker den
Tørstige og Trætte Drikken, der er Menneskets Trøst.
Disse Moralister gør Bakkus selv til en
Deliriumskandidat. Og de glemmer, at deres Tale ikke
sjældent vender sig til Mænd, der føler som Grækere,
dyrker Vinguden, drikker Vinen blandet med Vand,
nyder den lette Rus og skyr Drukkenskaben som en
Væmmelse og en Pest.
Dog Tolstoj nøjes ikke med det Bjørnsonske
Standpunkt. Han gaar meget grundigere tilværks. Op
af hans Bog slaar en mægtig Følelses Troesiver som
i Flammer; og hans følgestrenge Tanke gaar saa meget
dybere end Bjørnsons Forkyndelse, som Oldkristendom
er dybere end Udviklingslærens Seminarie-Visdom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
