Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Dyret i Mennesket (Paul Bourget, f. 1852, Maupassant, Tolstoj, Zola)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyret i Mennesket
209
haardest: «Det er mig umuligt at mindes hine Aar uden
at der overfalder mig en Følelse af Rædsel, Afsky og
Smerte. Der gives ikke den Last, som jeg jo den Gang
kunde have hengivet mig til, ikke den Forbrydelse,
som jeg jo vilde været i Stand til at begaa. Løgn,
Tyveri, alskens Udsvævelser, Vold og Drab - det
er noget som jeg altsammen har gjort mig skyldig i
... Ude paa Godset, hvor jeg boede, forødte jeg i
Sus og Dus og Kortspil Alt hvad mine Livegne havde
erhvervet til mig ved deres Arbejd . . . tillige
pinte og straffede jeg dem ved enhver Lejlighed,
ofrede dem for mine Udsvævelser, bedrog dem, solgte
dem osv..... Man sammenligne hermed i Kreutzersonaten
Posdnysjevs Skildring af, hvorledes han har «væltet
sig i Udsvævelsernes Skarn». Kærnen heri er som i
Bjørnsons Fremstillinger af beslægtet Art: Mændene,
alle Mænd af de bedrestillede Klasser idetmindste,
lever i deres Ungdom et rentud svinsk Liv, raat,
kærlighedsløst, med Kvinder iflæng.
Det Visse af Sagen er, at den Art Skildringer og
Udtalelser i Grunden alene kan have en levende
Interesse for dem, hvis Udvikling ikke er løbet
disse Digteres forbi. Et ikke ganske ringe Antal af
mandlige Læseres Indtryk vil være dette: Vi føler
os ikke ramte. Mangen En, der ikke er mistænkt for
at være nogen Hykler, vil i sit stille Sind sige:
Jeg er træt af denne Tale. Det er jo Tale for den
aandelige Almue. Hvor fortræffeligt slige Bøger end
kan være skrevne, i dette Punkt er det Almuebøger,
som kun paany indprenter En, at al virkelig Kunst
henvender sig til de mest Udviklede i Tiden.
Vi ser i de forskellige Lande beslægtede literære
Forekomster af denne Art. Dér opstaar den yngre
Dumas, der, efter hvad han selv fortæller, i sin
Ungdom ingenlunde har levet som en Helgen «med
mindre man vilde tænke paa den hellige Augu-stinus i
dennes første Livsafsnit^; han ordner sit Levned og
præker paa Tærsklen til Alderdommen den strengeste
Kønsmoral - spækker den kun af gammel Vane med
dristige Talemaader og slibrige Hentydninger.
Dér opstaar Bjørnson, som uden at have Dumas’
parisiske Ungdomserfaringer har udviklet sig til
en ligesaa haardnakket Pligtlærer og som har det af
en ægte Nordmand, at han er mere frisk og oprigtig
end egenlig fin. Han forkynder os Mændenes kønslige
Forfald. Han har, synes det, set saare megen Raahed
omkring sig, og kan han formindske den, er det
fortjenstfuldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
