Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Dyret i Mennesket (Paul Bourget, f. 1852, Maupassant, Tolstoj, Zola)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyret i Mennesket
211
Tolstoj forarges over Dyret i Mennesket, over
Menneskedyret. Han forarges over Ægtefællernes
Samliv i Ægteskabet. Det lidenskabelige Samliv
mellem Nygifte nedbryder efter hans Forestilling
al inderligere Velvilje, al virkelig Agtelse mellem
Mand og Kvinde. Det er Skyld i alt Ondt, der senere
dukker op dem imellem. Det afstedkommer Selvforagt og
Foragt for den anden Part. Det vækker i Mellemtiden
imellem den legemlige Tiltræknings Tidsafsnit det
dybe Had, der efter hans Opfattelse i Reglen kommer
til Udbrud mellem Ægtefæller i enhver Trætte selv
om den ringeste Genstand, og det er desuden Skyld
i den halvt vanvittige Skinsyge, der efter Bogens
Forudsætning altid fortærer en af Parterne eller
begge og gør deres huslige Liv til et evigt Helved.
Det er morsomt i vore Dage at træffe en saadan
oldkristelig Følelsesmaade. Intet Spor af den sunde,
antike og moderne Livsopfattelse, der i Samlivet
mellem to Elskende, hvor lidenskabeligt det end
monne være, ser noget Rent og Smukt. Intet Spor af
den Naturdyrkelse, der i Oldtiden adlede Sanselivet;
intet Spor heller af den uendelige Ømhed, der hos
moderne Mennesker adler det og forandrer den raa
Fornøjelse til Glæde eller Lykke.
Udgangspunktet er Bibelordet, at den, der blot ser
paa en Kvinde med Attraa, han synder med hende i
sit Hjerte. Og det Nye er, at for Tolstoj gælder
dette Ord ogsaa i Ægteskabet. Ægteskabet brydes ved
Ægtefællernes Attraa til hinanden. I det fuldkomne
Forhold er Kvinden for Manden Søster, ikke andet.
Den klare og rigtige Følge vilde den være, som de
religiøse Særtroende Skoptserne i Rusland drager,
nemlig Selvlemlæstelsen. Tolstoj skyer øjensynligt
den. Men til Gengæld ønsker han, saavidt man kan
forstaa, det sanselige Element enten ganske dødet
eller dog trængt ned til det mindst mulige. Ikke alene
enhver Blotstillen af Legemets Former ved nedringede
eller tætsluttende Dragter, ikke blot Dans er ham
en Gru som Sanseophidselse; men han frygter Kunsten
overhovedet, særlig Musiken, mindre som Appel til
Sanserne end som Følelsesvækker. Det er da ogsaa efter
et Musikværk at Bogen har Navn. Tankegangen er den,
at enhver betydelig Komposition henriver mægtigt,
ja som ved Besættelse Tilhøreren til den bevægede
Stemning, i hvilken Komponisten befandt sig, da han
frembragte den; Tilhørerens og Komponistens Sjæle
flyder sammen. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
