Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustave Flaubert
81
og det vellykkede Fotografi, og Stilen er
allestedsnærværende hos Flaubert.
Neppe havde han til en eller anden Bog samlet sine
Iagttagelser, sine Forstudier sammen, før de ophørte
at interessere ham som Saadanne. Nu gjaldt det at
skrive denne Bog i et fortrinligt Sprog. Og Sproget
blev Alt, Optegnelserne var ikke mere af Vægt,
blev det ligegyldige, rent underordnede. At han var
nøjagtig og sanddru, plejede han at sige, det var kun
simpel Retskaffenhed, som skyldtes Publikum, men i og
for sig var Nøjagtigheden ikke Kunsten, nej, tordnede
han og slog ud med Armene, den eneste vigtige og evige
Ting under Solen var en velskabt Sætning, en Sætning,
der bar sig smukt, havde Haand og Fod, hang sammen
med den foregaaende og efterfølgende og frydede Øret,
naar man læste den højt for sig selv. Saa skrev han
et lille Stykke hver Dag, to, tre Sider højest, vejede
hvert Ord for at undgaa Gentagelser, Rim, Haardheder,
forfulgte et gentaget Ord i 30, 40 Linjers Afstand,
ja taalte ikke Gentagelse af samme Stavelse i samme
Sætning, Ofte ærgrede et Bogstav ham, han søgte
oin Ord, hvori det ikke fandtes, undertiden ledte
han efter r’er, naar han havde Brug for en rullende
Lyd. Saa læste han det Skrevne højt for sig selv, sang
det ud med sin Tordenrøst, saa Folk stod stille paa
Vejen udenfor hans Hus. Mange kaldte ham Advokaten,
troede han øvede sig paa Rets-taler.
Han led Kvaler under denne sin Stræben efter
Fuldkommenhed. Det var disse Fødselsveer, som enhver
Forfatter kender; men lians var saa smertelige,
at han kunde springe op og skrige og kalde sig
Fæ! Idiot!, thi neppe var én Tvivl overvunden,
før en anden opstod. Ved sit Skrivebord sad han
som magnetiseret. Turgénjev, hans tro og nære Ven,
der ofte saa ham saaledes, erklærede, at det var
rørende at se ham, der var saa utaalmodig af Natur,
saa taalmodig i Kampen med Sproget. Han havde en Dag
uafbrudt arbejdet paa en eneste Side af sin sidste
Roman, gik saa ud at spise, vilde glæde sig ved at
gennemlæse sin Side i sin Seng, men fandt den daarlig,
sprang - 58 Aar gammel, som han var - ud af Sengen i
Skjorte, begyndte at skrive den om og skrev den hele
Natten igennem paa ny om og atter om dels ved sit
Bord, dels, naar Kulden drev ham, siddende i Sengen.
Hvor har han elsket og forbandet sit Sprog!
Er det ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
