Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82 Gustave
Flaubert
betegnende, at han i Fra Bovary kun paa et eneste Sted
glemmer sig og taler i sit eget Navn, og det er hvor
han i Anledning af Raouls Ligegyldighed overfor Emmas
Kærlighedserklæringer, der lød saa almindelige og dog
var følte, udraaber: «Ret som om ikke Sjælens Rigdom
tit strømmede ud i de tommeste Lignelser, ret som om
Nogen kunde angive det nøjagtige Maal af sin Trang,
sine Forestillinger eller sine Smerter. Hvem har
ikke følt, at Sproget er som en sprukken Kedel, paa
hvilken vi hamrer Melodier, der lyder som spilledes
der op til Dans for en Bjørn, naar vi ønskede ved
dem at røre Stjerner.»
En saadan Klage i en saadan Mund er ligefuldt -
hvad den negter Ordet at være - en Maalestok for den
store Stilists smertelige Attraa efter kunstnerisk
Fuldendthed.
Naar en saadan Attraa en Gang har vist sig i en
Kunst, saa kan den ikke uddø. Ingen Indviet, der
har skrevet efter Flaubert og lært af Flaubert,
har med god Samvittighed kunnet slaa væsenligt af
i hans Fordring til sig selv. Derfor er Flauberts
Venner. Aandsbeslægtede, Elever - til de sidste
hører i Danmark J. P. Jacobsen - vort Aarhundredes
strengeste og første Stilister. Ikke at Flaubert
selv hyldede en Lære, som var gunstig for Stilens
Ejendommelighed. Han troede naivt paa en enkelt
fuldkommen, ubetinget rigtig Stil. Han kaldte
denne Stil, som han søgte at virkeliggøre, den
ganske upersonlige, fordi den ikke var andet end
et Udtryk for hans egen Personlighed, der ikke var
ham paafaldende i det Skrevne, Guy de Maupassant
har vittigt sagt om ham, at man om ham kunde
vende det gamle fortærskede Ord om: «StiIen, det er
Manden*. Han var den Mand, der var Stilen. Han var den
menneskevordne Stil. Men Stil det er Kunst. Det er
ingen uvæsenlig eller ligegyldig Ting, at den Mand,
der fremfor nogen svarer til den nyere Literaturs
Retning og Væsen, var saa langtfra at være en jaskende
Opsnapper af det tilfældigt Virkelige, eller, som
Bebrejdelsen i Reglen lyder, en Fotograf, at han lige
omvendt var Kunstneren uden Dadel.
IV
Flaubert har personlig aldrig meddelt Offenligheden
det Mindste om sig. Han har bevaret den samme Tavshed
om sine kunstneriske Grundsætninger som om sine
private Oplevelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
