Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80 Gustave
Flaubert
bryder mig Pokker om Fortidsstudiet! Hvis Farven
ikke er én, hvis Enkelthederne ikke stemmer overens,
hvis Sæderne ikke lader sig udlede af Religionen og
Handlingerne af Lidenskaberne, hvis Karaktererne ikke
hænger sammen, hvis Klædedragterne ikke passer til
Skikkene og Bygningerne ikke til Klimaet, saa er min
Bog usand. Hvis ikke, ikke.»
Denne Udtalelse rammer Sømmet paa Hovedet; man føler
Mesterens gode Samvittighed og den Myndighed, den
giver, i disse Ord. Hans Værk var ikke, som saa mange
senere arkæologiske Romaner, en Maskerade, i hvilken
moderne Følelser og Livsanskuelser fremførtes i antik
Udpyntning; nej Alt var her af ét Stykke, havde samme
vilde og frygtelige Præg. Elskov, List, Hævnsyge,
Religiøsitet, Karakterstyrke, Alt var umodernt -
hvormed ikke skal være negtet, at det ligefuldt bar
Præget af fransk Kunst fra det andet Kejserdømmes
sidste Dage.
Flauberts Sandhedskærlighed var her øjensynligt
ligesaa inderlig og heftig som i den første Roman. Kun
blev det latterligt overfor denne Sejr over Død og
Forgangenhed at tale mod hans Fotografering. Man
tænke sig: Fotografering af det gamle Karthago. Der
lod sig altsaa ud fra denne Bog indvinde et rigtigere
Synspunkt for den forriges «Realisme» At Flaubert
ikke hørte til dem, der kopierer den tilfældige
Virkelighed, blev klart. Man saa, at Nøjagtigheden
af hans Beskrivelser og Angivelser udsprang af en
ejendommelig Klarhed i Indbildningskraften. Han
havde øjensynligt i lige høj Grad de to Elementer,
der udgør Kunstnerens Væsen: Iagttagelsesevnen og den
skikkelsedannende Kraft. Han havde Hang og Evne til
Naturstudiet, deri indbefattet det historiske Studium,
havde det forskende Øje, som *ntet Forhold mellem
Enkelthederne undgik. Her at tale om Fotografering
var umuligt; thi Studium er noget Virksomt, Ildfuldt,
er Blik for det Væsenlige; Fotografering er derimod
noget Passivt, Maskinmæssigt og ligegyldig overfor
Forskellen mellem Væsenligt og Uvæsenligt. Og Flaubert
havde dernæst Kunstner-sindelaget, den Stemning, der
gennemgløder og udmynter alt det ved Iagttagelse og
Studium Indvundne, og i denne Prægen aabenbarer sig
som Stil. Thi hvad er Stil andet end det sanselige
Udslag af Sindelaget, end det Middel, ved Hjælp af
hvilket Forfatteren bringer Læserens Øje til at se
som han har set! Stilen udgør Forskellen mellem den
kunstneriske, virkelighedstro Tegning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
