Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76 Gustave
Flaubert
kedeligt. De opfattede deres Tidsalder som
Middelmaadigheds-styrets; de saa den sejrende
Middelmaadighed som en uhyre sort Skypompe suge alt
til sig og hvirvle alt med sig.
Det gav dem begge en Grundsum af Sørgmodighed og
Alvor, en Understrøm af Menneskeforagt, en Følelse af
aandelig Afsondret-hed og derigennem et overvejende
Hang til Frembringen af upersonlig, udeltagende Art.
III
Det er ud af denne Stemning at Flaubert i sin modnere
Mandsalder endelig bestemte sig til at optræde som
Forfatter og skrev Fru Bovarg. Der gik en isnende
Kulde ud fra den Bog. Det var, som havde denne
Romanforfatter endelig faaet Sandheden hisset op
fra den dybe, kolde Brønd, hvori den havde ligget,
og som stod den nu der paa sit Fodstykke og frøs og
bragte Afgrundens hele Kulde og Gysen op med sig. En
underlig Bog, skreven uden nogen som helst Ømhed
for sin Genstand. Andre havde skildret Landets og
Provinsernes Stilleliv med Vemod eller dog med den
Forskønnelse deraf som en Betragtning i Afstand plejer
at føre med sig. Han saa derpaa uden Medfølelse, lod
det fremtræde aandløst som det var. Hans Landskaber
var uden saakaldt Poesi, men kort og fuldstændig
skildrede. Han nøjedes i sit strenge Mesterskab med at
give Hovedlinjerne og Hovedfarverne; men disse tegnede
og malte Landskabet helt. Og han havde lige saa lidt
nogen Ømhed for sin Hovedperson - et Særsyn hos en
Digter, naar Hovedpersonen som her var en ung og smuk,
ja indtagende Kvinde, der længes, savner, fejler,
skuffes, fordærves og gaar til Grunde uden nogensinde
at synke under Omgivelsernes Jævnhøjde. Men hver
Drøm, jtivert Haab, hvert Blændværk, hver uskyldig
og hver usund Attraa, der gik gennem hendes Hjerne,
var undersøgt og lagt for Dagen uden Sindsbevægelse,
ja rned oversvævende Ironi. Der var neppe et Tidsrum
af hendes Tilværelse, hvor hun ikke var latterlig
eller vakte Uvilje, og først hvor hun dør en græsselig
Død traadte den dæmpede Ironi helt tilbage og hun
udaandede vel ikke som en Genstand for Medlidenhed,
men dog heller ikke som en Genstand for Ringeagt.
Ikke at Digteren ved Skildringen af hendes Dødsstunds
Rædsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
