Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustave Flaubert
77
har været kold. I et Brev til sin Ven Taine har han
sagt: «Da jeg beskrev Emma Bovary’s Giftdød, havde
jeg i den Grad Arseniksmagen i Munden, jeg var saa
fuldstændig selv forgivet, at jeg to Dage i Træk
maatte kaste al min Middagsmad op.»
Men den sjælelige og legemlige Betagethed dækkedes
ved den fuldendte Selvbeherskelse under Udførelsen.
Der var i den hele Bog ikke en Person, med hvem
Digteren havde noget tilfælles, ingen, han, i nok saa
ringe Grad, kunde tænkes at være eller ville være; de
var alle uden Undtagelse simple, uskønne, lastefulde
eller Stakler. Og han holdt dem paa dette Punkt. Den
unge Kvinde har f. Eks., trods sine farlige Drifter,
i sin Længsel mod det Skønne, sin Trang til det Ædle
og sin længe haardnakkede Tro paa Elskovens Romantik
Egenskaber der - fremstillede en Smule anderledes
eller mere skaan-somt - vilde have adlet Skikkelsen
selv i dens Forvildelser. Hvad havde George Sand ikke
gjort ud af hende! Men Flaubert vil netop ikke falde
tilbage i de gamle Spor, og berøver med .Vilje de
saakaldte skønne eller søde Synder enhver Poesi. Den
bedragne Ægtemand har ligeledes trods al sin Plumphed
ved sin Godlidenhed og Taalmodighed, sin Retskaffenhed
og sin trofaste Beundring for Emma et Element i sig,
der under andre Omstændigheder kunde være blevet
rørende, og han udfolder ved hendes Død Egenskaber,
en inderlig Vedhængen, en Selvforglemmelse, der
ved et lille Tryk af Digterens Finger kunde have
taget sig betydelige ud, have indgydt Agtelse. Men
Flaubert vil ikke give Leret dette Tryk; han holder
af Sandhedskærlighed Skikkelsen indenfor den Grænse,
der synes ham den rette, lader Bovary fra først til
sidst være en godmodig, uappetitlig Stakkel.
Der er i Bogen en enkelt nogenledes tiltalende Person,
den lille Apotekerdreng Justin, der i Afstand tilbeder
Emma, og der gives et Øjeblik efter Emmas Død hvor
Digteren synes at ville sætte ham i et forskønnende
Lys. Da Alle er borte, kommer han til hendes Grav, og
det hedder: «Paa Graven mellem Fyrretræerne knælede et
grædende Barn og dets Bryst, som var bristefærdigt
af Hulken, stønnede i Skyggen under Trykket af
en umaadelig Smerte, mere blid end Maanen og mere
uudgrundelig end Natten. Pludselig knirkede Laagen.*
Man undrer sig over, at disse Linjer har Flaubert
til Forfatter. Men saa fortsættes: «Det var Graveren
Lestiboudois; han kom for at søge efter den Hakke,
han nylig havde glemt; han genkendte Justin, da denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
