Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50 Ernest
Renan
Tidsalderens Livssyn, bunden af sit gejstlige
Løfte. Nu overtaler han hende til at blive hans. De
tilbringer sammen den sidste Nat, de har tilbage at
leve i. Overfor Udsigten til den nære Død gælder
de Baand, der bandt dem, ikke mere. Men han alene
bliver henrettet. En ung Officer, der har set hende
i hendes stolte Skønhed for Revolutionsdomstolen,
faar hendes Navn slettet af de Dødsdømtes Liste,
og næste Morgen henter Karren kun hendes Ven. I sin
Fortvivlelse anraaber hun om Døden, ja gør endog et
frugtesløst Selvmordsforsøg.
Disse tre første Akter, der er .blevne opførte af den
udmærkede italienske Skuespillerinde Eleonora Duse,
udgør Stykkets egenlige Indhold. Hertil knyttes endnu
to, i hvilke Julie lever ensomt med den lille Pige,
hun har bragt til Verden, stolt bærende sin saakaldte
Skam, iøvrigt mødt med Velvilje fra alle Sider,
hyldet og beundret af sin Broder. Hun ægter tilsidst
den Officer, der i sin Tid frelste hendes Liv, og
som nu er bleven en af Bonapartes Generaler. Stykket
slutter med Indførelsen af Concordatet, der løser
hende fra hendes gejstlige Løfte.
I selve Handlingen er der, som det ses, Lidet eller
Intet, som kunde støde. Personerne er uden Undtagelse
højere Mennesker, højt hævede over hverdags Synsmaader
eller Drifter. Men i Fortalen stod der en dristig
Sætning: «Jeg tænker mig ofte, at hvis Menneskeheden
fik Sikkerhed for, at Verden vilde gaa til Grunde
om to, tre Dage, vilde Elskoven bryde ud fra alle
Sider med en Art Raseri. Alt var da tilladt; Intet
havde Følger. Verden vilde da drikke en Elskovsdrik,
der fik den til at dø i Henrykkelse.»
Man saa jo deraf tydeligt, at Renan ingen Vægt lagde
paa Forsagelsen for dennes egen Skyld. Journalister,
der tidligere ikke havde agtet paa hans Tanker om
Forholdet mellem de to Køn, begreb nu hans Grundtanke,
at Enhvers Pligter og Dyder er bestemte ved de
Fordringer, der ligger i hans Natur, og fandt den
skræmmende eller lod saadan.
Og dog er denne Tanke saare simpel og vel egnet til
at møde Bifald:
Det var ingen Pligt for den hellige Franciscus at
være Tænker.
Det havde ikke været nogen Vinding, om Raffael havde
ført et ærbart Liv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
