Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernest Renan
51
Det var Pligt for Goethe at sætte alle Hensyn til
Side for Hensynet til hans Kunst.
Med andre Ord: Kunstnerens lovbrydende Uregelmæssighed
kan være en højere Moral. Geniets egenkærlige Omhu
for at faa udrettet Alt, hvad det formaar, kan være
den højeste Pligt. Helgenens sædelige Overlegenhed
er paa sin Vis Geni.
Det afgørende er, at der frembringes en Franciscus. en
Raffael, en Goethe. Det store Menneske er Naturens
og Menneskelivets foreløbige Formaal, fordi gennem
de store Mennesker forberedes det højeste Væsens
Eksistens og Styre, hvad i gamle Dage kaldtes «Guds
Rige». Naar den videnskabelige Almagt engang er
samlet i gode og retfærdige Væseners Hænder, da er
Gud omsider bleven algod og almægtig.
Indtil da bør Menneskene føle sig som levende i en
aandelig Rangfølge. Den ringere Aand maa leve den
højere Aands Liv med ham. Som Alexander den Stores
Ledsagere levede af Alexander, saaledes maa den
store Mængde altid tænke og tildels nyde gennem
Stedfortrædere. Den er ikke ulykkelig derfor. Det
er en Trinstige. Den højere Aand lever de højeste
Aanders Liv.
Renan er ingen virkelig Dramatiker og har aldrig
givet sig ud derfor. Hans Skuespil mangler knap og
sluttet Form, hans Repliker Fynd, hans Skikkelser i
Reglen Liv. Hans Kvindefigurer: Imperia, Brunissende,
Carmenta, Abbedissen er dog fængslende Grundrids
(Kurtisanen - Sibyllen - den stolte og ædle
Verdensdame). Men kun én Skikkelse har han udført
med Omhu og Forkærlighed, Lyriker som han er; det er
hans egen, Prospero-Figuren, der vender tilbage i tre
forskellige Skuespil, Seeren, det højere Menneske,
i hvilket Fremtiden spirer og modnes.
Renans Caliban minder en Smule om den polske Digter
Krasinskis Den ugudelige Komedie, i hvilken det plumpe
Folkevælde paa lignende Maade er personliggjort;
men Aanden deri er forældet, en halvt troende, halvt
tvivlende Katolicismes Aand.
Sammenligner man Renans Skuespil med det af
Shakespeares, som han efter 300 Aars Forløb har prøvet
at fortsætte, saa ser man ret tydeligt Renæssancens
kunstneriske og vor Tids-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
