Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 Ernest
Renan
han. Et af hans Yndlingsudtryk var: «Der er Intet,
der kan rumme saa Meget som et tysk Hoved*. Han
fraskrev Tyskerne som Folk enhver Retsidé og kaldte
dem personligt grove og utaalelige; men om deres
Evner udtalte han sig altid med Agtelse. Kun tillagde
han Sydtyskerne i enhver anden Retning end den7 der
udmunder i Forvaltning, en langt større Begavelse end
Nordtyskerne, en Opfattelse, som de fleste dannede
Franske deler. Forholdet synes dem ensartet med det,
der finder Sted mellem Piemonteserne og de øvrige
Italienere.
Som bekendt paastaas det hyppigt, at Renan har faaet
Alt fra Tyskerne, særligt fra Strauss. Hvem der kender
noget til denne sidste, vil vide, hvor urigtig denne
Paastand er. Snarere er det Strauss, som i sin senere
Tid lod sig paavirke stærkt af Renan med Hensyn til
Fremstillingens hele Form og Præg. Den anden Udgave
af Strauss’ Jesu Liv har øjensynligt sit Forbillede
i Renans tilsvarende Værk.
Renan fortalte om sin Rejse: «Vi var i Bergen, da
den første tvetydige Efterretning kom til os fra
Frankrig om den truende Krig. Ingen af os vilde
tro det muligt, Prinsen og jeg saa paa hinanden; han,
som har saa sjælden og saa skarp en Forstand, sagde
blot: «Det kan de ikke», og gav Ordre til, at
vi skulde rejse videre. Vi sejlede da til Tromsøe.
Da vi kom dertil, laa der to Telegrammer til Prinsen,
et fra hans Sekretær i Paris og et fra Emile
Ollivier med disse Ord: «Krig uundgaaelign
Vi holdt Raad, men saa vanvittig syntes Sagen os,
efter at Leopold af Hohenzollern havde trukket sin
Kandidatur til Spaniens Trone tilbage, saa umuligt
dette Paaskud, der maatte hidse hele Europa og
da især hele Tyskland imod os, og endelig - saa
stor Lyst havde vi til at sejle til Spitzbergen og
faa «den store Is» at se, at vi besluttede næste
Morgen at tage afsted. Vi lagde os til at sove.
Mit Kammer laa ved Siden af Prinsens Adjutants.
Omtrent KL 6 hørte jeg Kammertjeneren vække Adjutanten
med et Telegram. ’ Jeg stod op, vi gik ombord,
Skibet satte sig i Bevægelse, og De kan tænke
Dem min Forbavselse, da jeg saa, det gik mod Syd.
Jeg ilede hen til Prinsen. Han sad
fortvivlet og saa ned for sig. De første Ord,
han sagde, var: «Det bliver deres sidste Galskab;
de kommer ikke til at gøre flere» (Voila leur
derniére folie, ils n’en feront pas d’autres).
Han har været Spaamand, det bliver deres sidste
Galskab. Jeg selv, tilføjede han, var af samme
Mening; jeg vidste, hvor usselt forberedte vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
