Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernest Renan
15
«at der idag aldeles ikke forlød Efterretninger
fra Krigsskuepladsen og at Politiet var paa Spor
efter Udbrederne af falske Meddelelser for at disse
kunde modtage den strengeste Straf*. Udbrederne
af falske Meddelelser! Som om ikke den hungrende
Indbildningskraft og den smægtende Længsel var de
eneste Skyldige!
Omtrent en Uge senere, den 12te August, mødte
jeg Renan paa Gaden. Han var kommen hjem før den
berammede Tid. Han tog min Haand og trykkede den
mellem begge sine. Jeg havde aldrig set ham saa
bevæget. Derpaa tog han min Arm, og gik en Times
Tid med mig Gade op, Gade ned. Han var fortvivlet,
dette fortærskede Ord er det eneste passende. Han var
ude af sig selv af Forbitrelse. «AIdrig, sagde han,
er et ulykkeligt Folk blevet regeret af Dumrianer
som dette. Man skulde tro, at Kejseren havde havt
et Anfald af Vanvid; men han er omgivet af de mest
foragtelige Smigrere; jeg kender høje Officerer,
som fuldkomment vel vidste, at Prøjsernes Kanoner
langt overgik vore lovpriste Mitrailleuser, men som
ikke vovede at sige det til Kejseren, fordi han selv
havde syslet med disse Sager og selv tegnet lidt
paa Planerne, hvad i det oficielle Sprog betegnes
som at han har opfundet Vaabenet. Aldrig har der
været saa lidt Hoved (si pen de tete) i noget af
Kejserens Ministerier; han har indset det selv; jeg
kender En, til hvem han har sagt det, og saa fører
han Krig med et saadant Ministerium. Ak, udbrød han,
har man nogensinde set en saadan Galskab, er det
ikke hjerteskærende? Vi er et Folk, som for lange
Tider er kastet af Sadlen. Og betænk, at Alt, hvad vi
Videnskabsmænd nu i halvhundrede Aar har arbejdet paa
at opføre, med ét Slag er styrtet sammen, Sympatierne
mellem Folk og Folk, den gensidige Forstaaelse,
den frugtbringende Samarbejden. Og hvor dræber en
saadan Krig ikke Sandhedskærligheden! Hvilken Løgn,
hvilken Bagvaskelse om det ene Folk vil nu ikke paany
i halv-tredsinstyve Aar med Begærlighed blive troet
af det andet og for uoverskuelig Tid adskille dem
fra hinanden! Hvilken Forsinkelse af Fremskridtet
i Europa! I hundrede Aar kan vi ikke genopbygge,
hvad disse Mennesker har revet ned paa én Dag.
Mere end nogen Anden maatte Spaltningen mellem de to
store Nationer smerte Renan, der i Frankrig saa længe
havde staaet som den tyske Dannelses Talsmand. Ingen
kunde heller udtale sig med større Taknemmelighed om
den tyske Kultur end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
