Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik VII, 1808-63, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra den, vendte han dog personlig stadig tilbage til at anse den
for den eneste rette.
Den oprørske Forsamling i Rensborg (18. Marts) og det
derefter følgende Kasinomøde kuldkastede i en Haandevending det i
Kundgjørelsen opstillede Program, og 21. Marts afskedigede Kongen
efter Bardenfleths Raad Statsraadets Medlemmer og overdrog til
ham at danne et konstitutionelt Ministerium. Dette lykkedes ham
dog ikke, og Kong F. gik lige saa lidt som Bardenfleth med Glæde
ind paa det Program, som Martsministeriet dannedes paa,
Ejderstaten og en vidtgaaende demokratisk Forfatning; men det var
under de givne Forhold det eneste mulige. Og det skal da ej
heller glemmes, at det i dette afgjørende Øjeblik var Kong F.,
som aabent og ærlig stillede sig paa sit danske Folks Side, at
han, mere resolut, end hans Forgængere vistnok vilde have været
i Stand til, gav Folkets Harme over den Ydmygelse og den Uret,
der tilføjedes det, og dets opblussende Begejstring et sandt og
fyldigt og kongeligt Udtryk. Hvad der end ellers vil kunne siges
Kong F. VII paa, saa skal dog sene Tiders Historie vidne, at han
i et farefuldt Øjeblik blev os en Konge af Guds Naade.
Den Frygt for jævnlige Omskiftelser i Kongens Planer og
Anskuelser, der syntes berettiget, viste sig i Begyndelsen kun lidet
grundet; Kong F. holdt sig i Krigsaarene strængt inden for de
snævre Grænser, han selv havde sat for sin konstitutionelle Ret;
Statsraadet, hvis Møder han kun undtagelsesvis overværede, førte
baade de diplomatiske Forhandlinger, Arvefølge- og Forfatningssagen igjennem.
Efterhaanden var imidlertid Ledelsen af Monarkiets Politik
gledet ud af Hænderne paa Bardenfleth og over til Kongens
Kabinetssekretær, den tidligere Martsminister Bluhme; han blev
Udenrigsminister (1851), og da Helstaten og dens konsekvente
Gjennemførelse i alle Retninger skulde træde ud i Livet, veg F. VII ikke
tilbage for at lade ham vove det upopulære Forsøg ved Kundgjørelsen
af 28. Jan. 1852. Dette blev et Vendepunkt i hans Regeringshistorie,
ikke blot fordi det var et Brud med den ved Grundloven indførte
Retsorden, der uundgaaelig drog andre efter sig, men især fordi
det gjenindførte et Gehejmestatsraad under Kongens Forsæde.
Derved var Fristelsen til at gjøre sig gjældende, til at lade sig
paavirke og til at følge sine modsatte Indskydelser lagt saa nær, at
han næppe nogen Sinde helt faldt til Ro ved sine ansvarlige
Ministres indre eller ydre Politik. Ved Siden af den «evropæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
