- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / IV. Bind. Clemens - Eynden /
263

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Diede, Wilhelm Christopher, 1732-1807, Diplomat

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til Hannover i Anledning af det forestaaende Brud
med Rusland. Da denne Fare lykkelig var afvendt
ved Peter III’s Død, udnævntes han til Gesandt i
Berlin og tilbragte 4 Aar (1763-67) i denne lige saa
vanskelige som ubehagelige Post. Det er bekjendt,
med hvilken Lunefuldhed og ofte Haan Frederik II
behandlede de fremmede Afsendinger, og mod Danmarks
Repræsentant var han ganske særlig ilde stemt, fordi
den danske Regering, som han mente, havde svigtet ham
i Syvaarskrigen, og denne hans Misfornøjelse forøgedes
end yderligere, da Kronprins Christians Forlovelse med
Caroline Mathilde forstyrrede hans Plan om at gifte
den danske Tronarving med den preussiske Prinsesse
Vilhelmine. Skjønt han ikke havde det mindste mod
D. personlig og senere endog udtalte sin Tilfredshed
med ham, vedblev denne dog altid at være Gjenstand
for hans særlige Tilsidesættelse, saa at han endog
aldrig talte et Ord til ham. Hvor filosofisk D. end
søgte at bære denne pinlige Stilling, indvirkede
den dog i Længden paa hans Sundhed, der altid havde
været slet, i det han navnlig led af hyppige og stærke
nervøse Hovedpiner. Men dertil kom, at hans økonomiske
Forhold vare meget trykkede. De diplomatiske Gager
vare den Gang beregnede paa, at vedkommende skulde
hjælpe til af sit eget, men D. kunde ikke vente
Hjælp af sin Familie, der ikke havde tilgivet ham,
at han var traadt i dansk Tjeneste og endnu ikke
havde giftet sig, og Indtægterne af hans egne
Besiddelser vare betydelig formindskede som Følge
af Konjunkturerne. «Skjønt anset for rig og med de
bedste Udsigter til virkelig en Gang at blive det»,
skriver han i 1766, «befinder jeg mig dog ofte uden
Penge, uden Understøttelse og, hvad værre er, uden
Kredit.» Men om han end saaledes i alle Henseender
var trykket, retfærdiggjorde han dog fuldkomment
Bernstorffs Forventninger. Hans Depecher indskrænke
sig ikke til at fremstille de løbende Begivenheder,
men han samler tillige i et Totalbillede sine
Iagttagelser gjennem et længere Tidsrum, og han
kaster saaledes efterhaanden et Lys over Frederik II’s
Karakter, Levevis, Regeringsmaade, Tilstandene i den
kongl. Familie og de politiske og sociale Forhold i
Preussen, der rigtignok er meget forskjelligt fra det,
hvori den tyske Historieskrivning plejer at fremstille
dem. Disse Depecher have saaledes blivende historisk Værd.

I Begyndelsen af 1767 forflyttedes D. til
Gesandtskabsposten i London, som han tiltraadte i
Sept. s. A. Han havde i sin Ungdom besøgt England,
var personlig bekjendt med Georg III og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:27:56 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/4/0265.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free