Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Diede, Wilhelm Christopher, 1732-1807, Diplomat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde gode personlige Forbindelser i det engelske
Selskab. Dertil kom, at Bernstorff nød en
overordentlig Anseelse i den kongelige Familie,
og at Kronprinsens Ægteskab med den engelske
Prinsesse gav den danske Gesandt en privilegeret
Stilling ved Hoffet i St. James. Han fandt derfor en
særdeles god Modtagelse og satte sig hurtig og med
sin sædvanlige Overlegenhed ind i de nye Forhold,
saa at hans Indberetninger om de ledende Personer,
Partiernes indbyrdes Stilling, de engelske Kolonier
osv. ere Mønstre paa Grundighed, politisk Sans og
klar Fremstilling. I 1768 mødte han Kong Christian
og Bernstorff i Holland og ledsagede dem til London
og der fra til Paris.
Bernstorff trak ikke D. med i sit Fald 1770,
men dennes Stilling blev desto vanskeligere ved
Hofrevolutionen 17. Jan. 1772. Han havde endelig givet
efter for sin Families Ønsker om, at han skulde gifte
sig, og netop Ugedagen forinden (10. Jan.) havde han
holdt Bryllup med Ursula Margrethe Constantia Louise
Grevinde v. Callenberg af Huset Muskau, hvis Fader
var sachsisk Gehejmeraad. Paa Efterretningen om,
hvad der var foregaaet i Kjøbenhavn, ilede han tilbage
til sin Post, efterlod sin unge Hustru syg i Paris
og ankom selv meget lidende til London. Efterhaanden
antog Forholdet mellem Danmark og England en yderst
truende Karakter. Den engelske Regering maatte
finde sig i Skilsmissen, men da man i Kjøbenhavn
desuden vilde sende Dronningen til Aalborghus i
et Slags Statsfængsel, forlangte den peremptorisk,
at hun frit skulde kunne forlade det Land, som hun
nu ikke længere tilhørte, og en stærk Flaade stod i
Begreb med, om fornødent, at fremtvinge Opfyldelsen
af denne Fordring. Forbitrelsen i England var
uhyre og deltes af alle, fra den laveste til den
højeste. Paa den anden Side var Osten ikke Mand for
med Anstand at klare denne vanskelige Stilling, den
engelske Gesandt, Keith, havde god Grund til ikke at
fæste Lid til hans Ord, og D. fandt Anledning til at
forlange «Instruktioner, der vare klare, præcise og
mulige at udføre». Imidlertid gjorde D. alt for at
undgaa et Brud, og Enden blev, som bekjendt, at den
danske Regering ikke blot indvilligede i Englands
Begjæring, men ogsaa frafaldt sin Fordring om,
at der skulde gives en højtidelig og med Ruslands
Garanti forsynet Forsikring om, at Dronningen aldrig
vendte her tilbage. Den truende Fare var vel saaledes
afvendt, men det stod endnu tilbage at udslette det
Nag, som disse Begivenheder naturlig havde efterladt
hos England. Det lykkedes ogsaa A. P. Bernstorff,
der 1773 havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
