Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludan-Müller, Frederik, 1809-76, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Ry, og Publikum vendte sig mere fra ham. Han udgav (1836-38)
et Par Bind «Poesier» med romantiske Dramer («Æventyr i
Skoven», «Alf og Rose», «Fyrste og Page»), med smukke poetiske
Fortællinger («Vestalinden», «Slaven», «Beatrice») og lyriske Digte,
hvoraf flere udmærkede, hvis Affattelsestid dog ikke med Sikkerhed
kan bestemmes nøjere. Til Hævn over en nedsættende Kritik skrev
han det polemiske Digt «Trochæer og Jamber» (1837). Hans
sprudlende Ungdomslune skal have tabt sig henimod Aaret 1838
og var gaaet over i en mørk og bitter Stemning. Der forestod
store indre Kriser i hans Liv.
Meget ejendommeligt for Digteren havde det været, at han
allerede i «Danserinden» – skrevet i hans 23.-24. Aar! – havde
talt ligesom af Erfaring om den Stund i Livet, «da Betragtningstimen
slaar», og da det er forbi ikke blot med Dansen, men ogsaa
med Livets gyldne Haab og de smukke Drømmeslotte. Ved Siden
af Verdensbarnet i ham groede der meget tidlig op en vis Trang
til at fly fra Verden til et aandeligt Enebo, en Trang, der
efterhaanden kommer stærkere og stærkere frem i hans Produktion; –
men her maa det overhovedet bemærkes, at der i hans Arbejders
Ideer fra Ungdommen til Alderdommen er en ualmindelig indre
Sammenhæng: han «byggede i Dybden», og han kan med lange
Mellemrum vende tilbage til tidligere Tanker og udarbejde dem i
nye Former. Det har sikkert ogsaa Betydning for Forstaaelsen af
hans yngre Aar at lægge Mærke til, hvorledes han senere under
forskjellige Skikkelser kommer tilbage til Forestillingen om den
særegne Lidelse, som maatte opstaa deraf, at Døden ikke vilde
indtræffe til sin rette Time, i det Livet paa overnaturlig Vis
forlængedes i det evindelige eller dog langt ud over Maalet (Tithon,
Ahasverus, Don Diego i «Ungdomskilden»). Dette tyder just ikke
paa nogen meget robust Kjærlighed til Livet; og naar Døden
paakaldes som Befrier fra den indre Strid, den Dobbelthed, som
Mennesket bærer i sig, mellem «den unge Mand» med svulmende
Livskraft, med fyrige Drifter og Attraaer og «den gamle Mand» med
overlegen Livserfaring og modnet Fornuft («Ungdomskilden»), da
ligger der vistnok indre Erfaringer hos Digteren til Grund derfor.
Hans Digtekunst viser jo ogsaa paa én Gang en overdaadig
Fantasi og Hu til at udmale og instrumentere Livets rigeste og mest
glimrende Festligheder (mythologiske Bryllupper o. desl.) og tillige
i diametral og dualistisk Modsætning dertil en stor Kjærlighed til
Ensomhedens Tillokkelser, Resignationens styrkende og aandelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
