Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludan-Müller, Frederik, 1809-76, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
optugtende Enkelhed. Han har undertiden, som i «Kalanus»,
stillet Modsætningen mellem disse to Aandsretninger skarpt og
med overordentlig dramatisk Virkning op imod hinanden; og det
er hos ham altid den sidstnævnte Retning, der gaar af med Sejeren
og Æren: Askesens og Uverdslighedens Aand fremstilles som den
gode, der kaster sit spottende og ringeagtende Blik tilbage mod
den almindelige Verden. P.-M. har et varmt Hjærte og er
ingenlunde blaseret; men han er dog Pessimist. Og Tanken om hin
psykologiske Dobbelthed faar desuden paa et Par Steder i hans
Digtekunst en ganske særlig Vending, der formodentlig ogsaa har
et Udgangspunkt i Digterens personlige Oplevelser: det synes, som
om «den gamle Mand» i P.-M. i et eller andet afgjørende Øjeblik
i hans Ungdomsliv, da det gjaldt om med kjækt Livsmod at gribe
til og vinde Lykken, har lammet «den unge Mands»
Handlekraft og derved allerede har indviet hans følgende Liv til
Erindringens og den kunstneriske Fremstillings Virksomhed.
I en Alder af henved 30 Aar faldt P.-M. i en farlig Sygdom
og blev indlagt paa et Hospital. Da hans ovennævnte Slægtning
Charite Borch (f. 13. Nov. 1801), som boede i Kjøbenhavn med
sin Moder, fik Nys herom, tog hun ham strax hjem til dem og
plejede ham omhyggelig efter sit Hjærtes inderste Tilskyndelse.
Men hun havde jo derved gjort et Skridt, som efter den Tids
Anskuelser var temmelig kompromitterende; og hun kunde næppe
være uvidende om, at P.-M., som var Loyaliteten og Ridderligheden
selv, hvis han helbredtes, vilde anse sig for bunden ved sin Ære
til at tilbyde hende sin Haand. Saaledes gik det ogsaa: han
ægtede hende 30. Avg. 1838. Det blev et ganske ejendommeligt
Ægteskab, der for hans Vedkommende nærmest fik Betydning af en
Slags Klostergang. Hustruen var 7-8 Aar ældre end Manden,
en tænksom, men tørt reflekterende Natur, uden al Friskhed eller
Originalitet, hengiven til abstrakt theologisk-dogmatisk Spekulation
(hun var i sine senere Aar ogsaa noget Skribentinde i denne
Retning), men tillige lidenskabelig forelsket i sin Mand som Person
og tilbedende Beundrerske af ham som Digter, skinsyg vogtende over
alt, hvad hun mente kunde forstyrre hans Aands og hans Hjærtes
Ro eller skade hans Helbred. Ægteskabet forblev barnløst. P.-M.
selv opfattede det som sit Livs Lykke og var sin Hustru fuldstændig
hengiven, derom er der ikke mindste Tvivl. Mellem hans nærmeste
var man derimod ikke saa sikker paa, at dette Ægteskab ubetinget
kunde anses for et Held for ham. Det bidrog vel foreløbig til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
