- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / XI. Bind. Maar - Müllner /
628

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludan-Müller, Frederik, 1809-76, Digter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Liv paa Scenen, i det væsentlige et Produkt af Læsning i
Shakspeares Lystspil og Gozzis Maskekomedier, men blændende elegant
i Formen og med mange smukke Partier. Langt betydeligere var
det fortællende Digt «Danserinden» (1833), affattet i Ariostiske
Stanzer. Den erotiske Tragedie, som Digtet fortæller, er yderlig
let og spinkel og giver mere Anledning til Stemningsmalerier end
til plastiske Karakteristikker af Figurerne; men den er helt
overgroet af digteriske Slyngplanter: Reflexioner, lyriske Passager eller
harcellerende og ironiske Aandrigheder. Til Trods for nogen
ubestridelig Paavirkning af Byrons «Don Juan» er Digtet i det hele
dog meget ejendommeligt og henrivende poetisk: Samtiden modtog
det med Jubel, og «alle vare enige om», som Heiberg udtrykker
sig, «at P.-M. var den største danske Digter, som havde existeret».
Og maaske endnu mere beundret blev det lyrisk-mythologiske
Drama «Amor og Psyche» (udkom 1834), som først og fremmest
forbavsede ved den mest blændende sproglige Virtuositet, der tumler
en Rigdom af vanskelige Versemaal som i den letteste Dans. Skjønt
Motivet er taget af den antike Mythologi, er Stilen i dette og P.-M.s
efterfølgende mythologiske Dramer aldeles ikke paavirket af antik
Litteratur og Kunst, men af moderne romantiske Digtninger eller
Balletter. Ogsaa i «Amor og Psyche» var der meget poetisk,
dybsindigt og dybt følt, men ganske vist ogsaa nogen tom metrisk
Jonglørkunst. Og ved Siden af al den højrøstede og overdrevne
Anerkjendelse gik der ogsaa en Del Misfornøjelse, især fra nogle
ældres Side, som fandt, at dette dog var mere Klingklang end
Malm. Der findes i et Brev fra Oehlenschläger et meget hvast og
vittigt Udfald mod «Amor og Psyche», og det vides om Poul
Møller, at han var en Stræng Kritiker over P.-M.s Ungdomspoesi,
som han sikkert har henregnet til den Slags, «som døver Folket
med sit Lirespil». Derimod fandt P.-M. Venskab og Støtte hos
J. L. Heiberg, der ikke alene forstod at vurdere hans sjældne
tekniske Talent, men ogsaa havde Blik for hans dybere
Ejendommelighed (om hans senere Produktion har Heiberg udtalt sig i de
højeste Toner). P.-M. blev i sine yngre Aar, indtil sit Ægteskab,
en stadig Gjæst i det Heibergske Hus. Ogsaa hos F. C. Sibbern
fandt han den varmeste Anerkjendelse og fra C. Molbechs Side
en næsten overstadig Beundring.

Foreløbig var det dog snarest hans mere vrangvillige Kritikere,
som gik af med Sejeren. De 5-6 Aar, som fulgte efter hans
ovennævnte Ungdomspoesier, bragte intet større Arbejde, som forøgede

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:30:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/11/0630.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free