Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marstrand, Vilhelm Nicolai, 1810-73, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
første Gang i Kast med at male legemsstore Figurer, hvilke efter
hans eget Sigende kostede ham megen Anstrængelse – «man maa
gjøre Rede for det mindste, og jeg beflitter mig paa at være saa
redelig mod mig selv og andre i den Henseende, som muligt».
Billedet, den vidt berømte italienske Osteriscene («Piger, der byde
den indtrædende velkommen»), var allerede «temmelig avanceret»
i 1846, men blev dog først udstillet 3 Aar efter. Samtidig tog han
fat paa en Række Kompositioner til Udsmykningen af Universitetets
Solennitetssal, ligesom han malede forskjellige mindre Arbejder som
«En Dans i det frie paa Ischia» (1849). Det var lykkelige Aar
for ham; han havde selv Følelsen af, at der var foregaaet et
Omslag i hans Kunst af gjennemgribende Betydning. Han havde
forladt «sin sædvanlige Størrelse» og mente nu ikke længere, at «det
alvorlige laa ham fjærnt». Nu gik det ogsaa op for hans
Landsmænd, at de i ham havde en udmærket Mester, et Geni, som
stillede alle Forgængerne i Skygge. Man forstod, at han var bleven
mere maadeholden, rolig og bevidst end før; man saa den tidligere
noget pyntelige og glatte Pensel vige for en bred og stort anlagt,
hans Farve var bleven varmere og kraftigere, den maleriske
Behandling ligesom friere og djærvere, hans Lune elskværdigere og
mildere, hans Aand mere omfattende og almen. Disse Egenskaber
udvikledes og styrkedes ved de paafølgende Rejser til Sverige
(i 1850) saa vel som til Venedig, Nederlandene og Paris, selv om
hans Kolorit af og til kunde blive tung og sort i Skyggerne,
nærmest paa Grund af en Øjensygdom, og hans hele Malemaade for
flygtig, saaledes at han nøjedes med Antydninger, hvor andre netop
søgte at gaa Tingene paa Klingen.
Medens han vedblev at male italienske Motiver og fra Sverige
bl. a. hjembragte den imponerende festlige «Søndag ved Siljansøen»
(udst. 1853), som den Dag i Dag er en Pryd for den kongl.
Malerisamling, tog han i Slutningen af Halvtredserne fat paa
Portrætmaleriet i større Stil og med større Held end før. Vel havde han
fra sin tidlige Ungdom udstillet Portrætter og Portrætgrupper, men
ingen Sinde saa modne og dygtige som nu. En lang Række af
Tidens bekjendte Mænd og Kvinder ere i Aarenes Løb blevne
skildrede af M., deriblandt f. Ex. Professor Blache, Ingemann (1860),
Orla Lehmann (1861), Grundtvig (1863), Fru Heiberg (1859),
Constantin Hansen (1852 og 62), N. Høyen (1869), H. Puggaard (1873),
og om alle disse Arbejder gjælder det mere eller mindre, at de
ved deres livfulde Opfattelse af Personligheden virke med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
