- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / XI. Bind. Maar - Müllner /
118

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Margrethe, 1353-1412, Dronning, Datter af Kong Valdemar Atterdag og Helvig af Sønderjylland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

de allerede indledede Forhandlinger med de svenske Stormænd;
i Marts 1388 valgte ogsaa de M., og Aaret efter bragte Slaget paa
Falen selve Albrecht i hendes Hænder. Stockholm gjorde vel
endnu længe efter Modstand, og de tyske Vitalianere hærgede i
de nordiske Farvande; men i Hovedsagen var dog Sejeren vundet,
Meklenborgerne trængte ud af Norden og de 3 Riger samlede paa
én Haand.

Næppe var M. selv valgt til Rigernes Styrerinde, før hun
sørgede for i sit Sted at faa indsat en Konge. Hun udsaa dertil
sin nærmeste Frænde efter Meklenborgerne, Erik af Pommern;
allerede 1389 blev han anerkjendt som Konge i Norge, 1396 valgtes
han baade i Danmark og Sverige, og Aaret efter lod M. ham paa
Kalmarmødet krone paa én Gang til Konge i alle 3 Riger. Da
han voxede til, sørgede hun for at faa ham gift, og dermed havde
hun da gjort alt sit for at sikre Kronens Overgang til et nyt
Dynasti.

Ganske vist var det kun Magtens Skin, M. gav fra sig; saa
længe hun levede, var det hende, der i alle Maader raadede for
Rigernes Styrelse. Hun ledede det forenede Nordens
Udenrigspolitik, og det lykkedes hende at gjenvinde Gulland, som af
Meklenborgerne var overdraget til den preussiske Højmester; i
Sønderjylland udnyttede hun den ulykkelige Stilling, hvori
Hertugslægten kom, da Gerhard faldt paa et Krigstog mod Ditmarskerne
(1404), og medens hun understøttede hans Enke, gled det ene af
Hertugdømmets Len efter det andet over i hendes Hænder. I det
indre tilbagetrængte hun Rigsraadernes Myndighed og lod de store
Rigsembeder staa ubesatte; i Norge og end mere i Sverige stræbte
hun at sikre sit Herredømme ved at indsætte danske og indkaldte
Tyskere som Lensmænd og Bisper. Hun fik Adelens Ret
underkjendt til det Kronens Gods, den havde tilegnet sig i de
foregaaende Urostider, og Kronens Domæner udvidedes i højeste Grad;
Gejstligheden beskyttede hun derimod og viste en endeløs
Gavmildhed over for Kirker og Klostre.

Om M.s Udseende vides intet; den liggende Statue paa hendes
Gravmæle kan ikke antages at have nogen Portrætlighed, og de
ofte gjentagne Paastande om hendes mandige Ydre og mørke Lød
have intet paa sig. Heller ikke tillade Kilderne til Datidens
Historie os at se mere end Hovedtrækkene i hendes Karakter; ret
levende bliver hun ikke for os gjennem de tørre Aktstykker og
Historikernes faamælte Beretninger. I mange Retninger traadte M.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:30:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/11/0120.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free