Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Margrethe, 1353-1412, Dronning, Datter af Kong Valdemar Atterdag og Helvig af Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afgjøreisen laa dog mindre i selve Sverige end i Danmark, hvor
Valdemar Atterdag nys var vendt tilbage fra sin lange Udlændighed
under Krigen med Hansestæderne; thi Valdemar var sønneløs, og
M.s ældre Søster Ingeborg havde i sit Ægteskab med den
meklenborgske Hertug Henrik en Søn, Albrecht, der, om det skulde gaa
efter Arveret, vilde staa Danmarks Trone et Trin nærmere end
den norske Oluf. Det blev M.s første politiske Bedrift, at hun
efter Valdemars Død (Okt. 1375) fik holdt Meklenborgerne borte
fra Danmark. Hun vandt de mest fremragende af de danske
Stormænd, især Drosten Henning Podebusk; hun opgav de Arvekrav
for sig selv, som hun først synes at have rejst, og anerkjendte
Rigets fri Valgret; i Maj 1376 valgtes da Oluf til Danmarks Konge.
Meklenborgerne rasede og gjorde flere Forsøg paa at vælte den
trufne Afgjørelse, men forgjæves.
I de følgende Aar opholdt M. sig mest i Danmark og regerede
for sin lille Søn; 1380 mistede hun sin Ægtefælle og maatte nu ogsaa
overtage Styrelsen af Norge. Mest vare hendes Bestræbelser i denne
Tid rettede mod at gjenvinde 2 halvvejs tabte Provinser; det
vestlige Skaane havde Hansestæderne i Pant paa 15 Aar siden Freden
i Stralsund (1370), Sønderjylland, hvor Hertuglinjens sidste Mand
var død lige før Kong Valdemar, havde de holstenske Grever sat
sig i Besiddelse af Hanseaterne, som kun viste ringe Lyst til at
opgive det vigtige Pant, behandlede M. med overlegen Klogskab
og Fasthed, og da de mærkede, at det vilde koste en ny Orlog,
om de nægtede at udlevere de Skaanske Slotte, gave de efter (1385).
Holstenerne anerkjendte i det mindste det danske Riges Lenshøjhed
over Sønderjylland, og den ældste af Jærn-Henriks Sønner, Gerhard,
modtog det som Arvelen af Olufs Haand i Nyborg 1386. Den
unge Konge blev erklæret for myndig, og han antog nu Titelen
af «sand Arving til Sverige»; det var at kaste Stridshandsken til
Meklenborgerne.
Paa dette Tidspunkt ramtes M. af den store Ulykke at miste
sin førstefødte og eneste Søn; Oluf døde 3. Avg. 1387. Hvor dybt
end Moderhjærtet var ramt, intet Øjeblik opgav M. dog de store
Planer, hun hidtil havde knyttet til sin Søn, og det viste sig ogsaa,
at man følte hendes Uundværlighed. Strax valgte de danske hende
til deres «Frue og Husbonde og hele Rigets mægtige Formynder»;
al den Magt, hun hidtil havde øvet i sin Søns Navn, skulde hun
beholde, indtil hun og hendes Undersaatter enedes om et nyt
Kongevalg. Nordmændene fulgte Exempelet, og heller ikke afbrødes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
