Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Bortfæstningens historiske Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
være den afgørende, den virkelig Ægteskabs-stiftende? Sund
Sans syntes at maatte svare: den sidste. Men gammel, saavel
verdslig som kirkelig Skik svarede: den første.
Sagen var nemlig den, at Bortfæstningen, den verdslige saa
vel som den kirkelige, ifølge sin Natur kun var én Handling.
Ganske vist havde man i den katolske Tid søgt at dele den i to,
men uden væsentlig Nytte. Verdsligt set var Parret gift, naar de
havde lovet hinanden Tro og Faderen havde givet dem til Hobe.
Den Gentagelse, som man stundom udførte, naar de senere som
voksne holdt "Bryllup", og de stilledes foran en opredt Seng, paa
ny lovede hinanden Tro, hvorefter Faderen overgav
Fæstemanden Bruden paa Sengen, det var kun en mat Efterklang uden
retslig Betydning. Og kirkeligt set var ligeledes sponsalia de futuro
Hovedhandlingen, der efter romersk Kirkeret gik af sig selv over
til at betegne gyldigt Ægteskab, blot ved at Parret levede som
Ægtefolk. Ifølge gammel Opfattelse blev de, der bortfæstedes som
Børn, ogsaa virkelige Ægtefolk som Børn.
Ligeoverfor disse Vanskeligheder fulgte de danske Reformatorer
den farlige Fremgangsmaade: i Tillid til Lovens Forbud mod
umyndiges Giftermaal at lukke Øjnene saa længe som muligt for
de virkelige Forhold. Endnu 1546 talte Skaanes Biskop i al
Almindelighed om at "begge Parters Samtykke skal kræves, thi vi
bør ikke have Skinnet af at billige tvungne Ægteskaber og støtte
Voldsfærd"[1].
Men herved greb Ondet blot om sig og angreb nu
ogsaa en anden Hovedbestemmelse, Loven om Lysning. Ifølge
Ordinansens Ord: "Der skal ingen gives tilsammen udi Ægteskab,
som ikke er tilforne én Sinde og anden aabenbare forkyndte udi
Kirken" o. s. v. skulde kirkelig Lysning gaa forud for den
Hovedhandling, ved hvilken Folk blevÆgtefolk. Og at denne først skulde
foretages med voksne, var en fælles Forudsætning for
Ordinansens og Reformatorernes Udtalelser i det hele om denne Sag.
Men naar nu bindende Ægteskab kunde stiftes og virkelig
stiftedes mellem Børn, saa smuttede jo i disse Tilfælde Parrene under
Paabudet om Lysning og blev Ægtefolk uden den. Og hvad hjalp
det, at Lysning her muligen kunde kræves bagefter, naar det var
for silde? Lysningen var jo indstiftet for at afværge Ægteskaber,
imod hvilke lovlig Indsigelse maatte ske, ikke for at komme
bagefter som selvmodsigende Forespørgsel. Ad den éne og samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
