Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Bortfæstningens historiske Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han opdager en rig, lille Arving, at gøre "Tiltale" om hende,
altsaa at fri. Det skal heller ikke være hendes Fader forment at give
godt "Gensvar", altsaa "Jaord". Men de maa ikke lade det komme
til "Bortfæstning", hverken verdslig eller ved Præst. Det højeste,
man maa gøre, er, som jo Skik og Brug er imellem "Jaord" og
"Bortfæstning": at lade Pengevilkaarene skriftlig opsætte og
begge Parterne underskrive Kontrakten. Hvis saa engang i Tiden
den ene Part nægter sit Samtykke til Giftermaalet, er
vedkommende naturligvis fri, men den fastsatte Pengesum skal lige fuldt
udbetales til den forsmaaede Part.
Man skulde tro, at det her opstillede Krav paa begge Parters
virkelige Samtykke var saa naturligt og den anviste Udvej saa
tidssvarende, at ingen væsentlig Modstand havde kunnet rejse
sig mod Lovens Anvendelse. Dette blev dog langtfra Tilfældet.
Og Grunden er let forstaaelig. Thi, nærmere set, var Loven i
Strid baade med gammel Sædvane og Retsbevidsthed og med
Reformatorernes egne Ord. Fra ældgammel Tid havde man
betragtet Faderen som den, der bortgiftede Datteren efter sit Tykke
og ikke efter hendes Forlov. Alt var indrettet herpaa, hvorfor da
nu kaste Tvivl ind i et utvivlsomt Forhold! Den anviste Udvej
var slet og ret kun latterlig, thi den var et Tilbud til Faderen om
at maatte betale Penge til for at lade Datteren faa sin Vilje. Og
Reformatorerne, der her krævede voksen Alder til Datterens
Samtykke, de forlangte jo dog, at hun som voksen blindt skulde
samtykke i Forældrenes Valg, thi "disse er Guds Stedfortrædere
og forstaar den Sag langt bedre end hun". Men naar hun
alligevel skulde rette sig efter de ældres Valg, hvorfor saa ikke lade
dette ske i den Alder, hvor sligt faldt lettest, som Barn?
Det hele Lovbud faldt da goldt til Jorden. Hvad hjalp det, at
det gentoges Aar 1547 i den københavnske Reces?[1]. Den gamle
Skik gik sin vante Vej uforstyrret. Nu som før bortfæstede og
trolovede man Døtre i deres umyndige Alder.
Men herved fik Reformatorernes Drøm om at samle, hvad der
hørte til Ægteskabets Stiftelse til én Handling, sit Grundskud.
Thi naar Ægteskabets Stiftelse strakte sig fra det 5te Aar, hvor
det maaske blev indgaaet, til det 16de, hvor det først blev
fuldbyrdet, saa udkrævedes her mindst to Handlinger til at afmærke
dette lange Tidsrum. Og hvilken af disse Handlinger skulde saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
